AGF kun detaljer fra Ahmed Yasin
Superliga

AGF kun detaljer fra Ahmed Yasin

Den irakiske landsholdsspiller Ahmed Yasin har bestået lægetjek og er tæt på at være officiel i AGF - den største tvivl er, om han skifter med det samme eller først kommer til januar.

AGF er i fuld gang med at opruste til Superliga-livet, og Aarhus-klubben hentede tidligere på ugen den kroatiske forsvarsspiller Josip Elez i italienske Lazio. Men det varer ikke længe før endnu en spiller vil blive præsenteret. 
Det bliver den 24-årige irakiske landsholdspiller Ahmed Yasin, der er en bærende kraft på Allsvenskan-holdet Örebro. Der har i de seneste dage været forhandlinger mellem Yasin-lejren og AGF, og parterne er nu nået til enighed omkring de personlige forhold i kontrakten.
 
Tipsbladet.dk erfarer, at Ahmed Yasin fredag aften gennemgik og bestod det obligatoriske lægetjek, der er den sidste forhindring inden underskrivelsen af kontrakten.
 
Alligevel er der fortsat detaljer mellem AGF og Örebro, der endnu ikke er faldet helt på plads. Yasin har kontraktudløb til årsskiftet, og prisen for en overgang allerede nu, er der endnu ikke helt enighed om. 
 
Som tingene er aktuelt, skifter Ahmed Yasin til AGF fra januar 2016, men der er fortsat positive forhandlinge mellem klubberne om en øjeblikkelig overgang. 
 
Ahmed Yasin er fast starter i Örebro, der kæmper en kamp i bunden af Allsvenskan, og det vil blive et hårdt slag for den svenske klub, hvis Yasin skifter til den danske Superliga med det samme. 
 
Ahmed Yasin går i hjemlandet under kælenavnet "Iraks svar på Ronaldo", på grund af sine evner som dribler med meget hurtige fødder. Han har det bedst på wing-positionen men kan også bruges centralt og har i denne sæson scoret to mål for Örebro. 
 
Da Tipsbladet.dk for nyligt talte med Yasins agent Patrick Mörk var der positive vibrationer om et skifte til Danmark. 
 
- Den danske liga er den stærkeste i Skandinavien, så naturligvis vil det være interessant for Ahmed Yasin, lød det fra Patrick Mörk
 
Den irakiske profil har været i den svenske klub siden 2011.