Aabech: Står ikke længere i min magt
Foto: AGF
Superliga

Aabech: Står ikke længere i min magt

Kim Aabech venter på at få klarhed over fremtiden. Han fastslår, at bolden lige nu er på AGF's halvdel.

Kim Aabech har sammen med Mate Vatsadze været den flittigst scorende AGF-spiller i denne sæson med fem mål i Superligaen, men om det også i fremtiden bliver på Fredensvang, at angriberen skal score sine mål er uvist.

Den tidligere Lyngby-spillers kontrakt med AGF udløber efter denne sæson, og Aabechs agent har udtalt, at han ikke regner med at angriberen fortsætter i AGF. Ikke desto mindre siger cheftræner Morten Wieghorst onsdag til TV2 Østjylland, at han håber at beholde sin topscorer.

Hovedpersonen selv afventer situationen, men er stadig åben for at forlænge kontrakten.

- Jeg vil rigtig gerne være i AGF. Det har jeg meldt ud hele tiden, men det virker til, at AGF har lidt tvivl om, hvornår de skal komme med det udspil, så nu må vi se, hvad der sker. Det er ikke noget, der står i min magt længere, siger Kim Aabech til TV2 Østjylland.

Kim Aabech var noget overraskende bænket i AGF's seneste kamp mod Randers FC, og det behager ikke den målfarlige forward.

- Det er altid irriterende at sidde ude. Jeg vil altid gerne være med til at bidrage til holdet. Jeg synes, at holdet gjorde rigtig godt specielt i 1. halvleg. Vi kom lidt uheldigt bagud, og vi havde svært ved at komme igen. Men det er selvfølgelig altid ærgerligt at sidde ude, men det er en del af gamet, og det er Morten Wieghorsts valg, og det tager jeg til mig, siger han.

AGF og Kim Aabech er på niendepladsen i Superligaen.