Superliga

AaB vil have flere afklaringer i januar

Lynge Jakobsen stopper i AaB til sommer, men Kent Nielsen fortsætter. Flere afklaringer er under opsejling i Nordjylland.

Det har været en begivenhedsrig dag i AaB. Sportsdirektøren gennem snart 17 år, Lynge Jakobsen, har bekendtgjort, at han stopper, og cheftræner Kent Nielsen har forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til 2015.

Jakobsen fortsætter dog i sit virke frem til sommer, og han ved godt hvilke opgaver, der venter ham de kommende dage og uger. Han skal have den udløbne kontrakt med Hallur Hansson på plads, og så skal fremtiden for assistenttræner Allan Kuhn og spillerne Kasper Kusk, Anders Due, Nicholas Gotfredsen, Kayke og Rolf Toft afklares, idet de alle har kontraktudløb til sommer.

- Nu tager vi det næste step, og det er at få forlænget med Allan Kuhn. Vi har villet have Kent på plads først, inden vi nåede til Kuhn, og vi håber selvfølgelig også, at det kan lade sig gøre med ham. Og så har jeg nogle spillere, jeg skal have forlænget med. Det er en prioritet for os at få det afklaret i løbet af januar, så det er på plads, når vi skal til at spille fodboldkampe. Det er en prioritet af hensyn til os selv, men også af hensyn til spillerne, så de ved, hvad de har at rette sig efter, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk.

Af de fem spillere med udløb til sommer forhandler AaB i hvert fald med Kusk og Due, mens det er uvist, om Gotfredsen, Kayke og Toft kan forvente at få forlænget deres kontrakter.