AaB, Silkeborg, AGF og VIborg sænker priserne for udebanefans
Endnu et tiltag for at vende Superligaens kedelige tilskuertal har set dagens lys. AaB, Silkeborg IF, AGF og VIborg FF har således indgået et samarbejde om at sænke priserne på udebanebilletter.
Det skriver de fire klubber på deres respektive hjemmesider. Her fremgår det, at fans af klubberne kan komme med på udebane og nøjes med at betale 50 kroner i entré for voksne og 25 for børn i det, som Silkeborg kalder Den Jyske Aftale.
Aftalen betyder også, at der på udebaneafsnittene skabes henholdsvis et stemnings- og et familieafsnit, således at de forskellige grupper af medrejsende tilskuere kan se kampen med ligesindede.
De fire nord- og midtjyske hold møder hinanden i kvalifikationsspillet i en gruppe, hvor AaB og Silkeborg i øjeblikket ligger på de to eftertragtede øverste pladser.
- Vi glæder os til et spændende gruppespil med en række lokale opgør, og det er glædeligt, at vi er fire jyske klubber, der kan samarbejde til gavn for vores fans. Vi nyder i forvejen rigtig god opbakning på udebane, og nu får vi forhåbentlig en endnu bedre stemning på lægterne, og vi håber, at rigtig mange viborgensere vil benytte sig af tilbuddet, siger Viborg-direktør Morten Jensen til vff.dk.
Første smag på aftalens effekt får vi på lørdag, når AaB-fansene rejser til Silkeborg. Søndag gæster AGF så Viborg.