Spillet om Mandla Masango er i fuld gang. Randers-profilen er således et varmt navn på sommerens transfermarked, og nu ser det ud til, at han kan havne hos Superliga-konkurrenterne fra AaB.
Den danske avis BT skriver således, at den nordjyske klub er ude efter den sydafrikanske midtbanespiller. Ifølge avisen har AaB tilbudt Randers FC omkring 2,4 millioner kroner, men kronjyderne kræver meget mere. Randers FC forlanger således omkring 7,4 millioner kroner for Masango.
Sydafrikanerens agent Buddy Farah bekræfter AaB-interessen.
- Der er interesse fra Aalborg, og de har budt på ham. Masango er en god spiller, og jeg tror, at han vil have godt af at spille et år mere i Superligaen.
Men han vil gerne skifte til en større klub og til et sted, hvor de spiller bedre fodbold, så det er vores mål, siger agenten til BT.
Mandla Masango kom i fokus tidligere på sommeren, da han mødte en uge for sent til Randers FC-træningen. Der har ikke været en officiel forklaring på dette.