Superliga

AaB: Vi skylder ikke en krone

AaB afviser blankt, at de skylder feriepenge væk, og derfor tager nordjyderne den verserende sag i Fodboldens Voldgiftsret med ro.

I går påbegyndte Fodboldens Voldgiftsret den meget omtalte sag om feriepenge, som er rejst af Spillerforeningen på vegne af en række tidligere Brøndby-spillere, der mener, at klubben skylder dem et anseeligt beløb i feriepenge. Selv afviser Brøndby, at de skylder nogen noget, og det er altså derfor, at sagen er havnet i retten.

Det er dog ikke kun Brøndby, der er involveret i sagen. Det er AaB blandt andre også. I det nordjyske tager man dog sagen med ophøjet ro, for ligesom på den københavnske Vestegn mener man ikke, at man skylder nogen noget.

- Der findes ikke nogen i AaB, der ikke har fået de penge, som de skal have, fastslår AaB’s direktør Lynge Jakobsen over for Nordjyske.

Den nuværende OB-spiller, Andreas Johansson, har tidligere hævdet, at han har penge til gode i AaB, men det mener Lynge Jakobsen altså ikke er sandt. AaB-direktøren vil ikke udtale sig om det konkrete tilfælde med Andreas Johansson, men som en generel betragtning siger han:

- Man kan diskutere, om teknikken i forhold til betalingen har været den rigtige, men hvis jeg eksempelvis aftaler med dig, at du får 100.000 kroner i bonus, men at du så ikke skal komme rendende i forhold til feriepenge, fordi de er inklusiv, når du har forstået og noteret det, så er det hverken loyalt eller noget som helst at komme året efter og spørge, om du ikke også skulle have feriepenge, siger Lynge Jakobsen.

Også Randers FC er med i puljen over klubber, som tidligere spillere anklager for at have sløset med udbetalingen af feriepenge.