Mads Albæk kan acceptere lønnedgang i IFK
Foto: Nils Petter Nilsson/Getty Images
Skandinavien

Mads Albæk kan acceptere lønnedgang i IFK

Lønnen er ikke det vigtigste for Mads Albæk, der snart skal til forhandlingsbordet med IFK Göteborg.

IFK Göteborg har en skrantende økonomi, og det er et problem i forhold til, at klubben har en masse spillere, der nærmer sig kontraktudløb. To af dem er danske. Både Mads Albæk og Søren Rieks har kontrakt med den svenske klub frem til årsskiftet.

De svære betingelser gør det vanskeligt for IFK Göteborg at holde på alle profilerne, og dem som bliver, må med stor sandsynlighed acceptere en lønnedgang. Det er Mads Albæk også indstillet på, men han ved endnu ikke, om han bliver i den svenske klub.

- Jeg tror, at alle, som underskriver en ny aftale, vil have en god kontrakt. Jeg kan godt lide klubben og kan gå lidt ned i løn, men det vigtigste for mig er at få at vide, i hvilken retning klubben er på vej, siger Mads Albæk til Sportbladet.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller skiftede til IFK Göteborg fra franske Reims i august 2015. Han har spillet 58 kampe og scoret 10 mål for svenskerne.