Lasse Vibe på guldjagt: Glæder mig ekstremt
Illustration
Skandinavien

Lasse Vibe på guldjagt: Glæder mig ekstremt

Lasse Vibe ser frem til sæsonstarten i Sverige, hvor han håber at IFK Göteborg kan nå helt til tips oven på en tredjeplads i sidste sæson.

Mens den danske Superliga efterhånden har været i gang i en måneds tid, er man endnu ikke nået så langt i vort naboland Sverige. Her begynder Allsvenskan først i næste uge, og selvom de seneste uger har budt på pokalkampe for klubberne, går det altså først for alvor løs om en uges tid. 

For danske Lasse Vibe i IFK Göteborg bliver det godt at komme i gang igen efter en lang vinterpause. 

- Jeg er meget positiv og glæder mig ekstremt meget. Vi har fået nogle rigtig gode spillere ind, og holdet ser spænende ud, så det bliver fedt at komme i gang, siger Lasse Vibe til tipsbladet.dk.

Lasse Vibe kom til IFK Göteborg i sommer og var med til at vinde bronzemedaljer i den svenske liga, men i denne sæson sigter den tidligere Superliga-profil endnu højere. 

- Klubbens officielle målsætning er at ende i top tre og kvalificere sig til europæisk fodbold, men min egen personlige målsætning er, at vi skal gå efter at vinde ligaen. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skuffet over, at vi kun blev nummer tre i sidste sæson. Det gav ikke nogen hurra-følelse hos mig. Vi har truppen til at spille med om det, og selvom det bliver tæt, så skal vi gå efter det, siger Lasse Vibe. 

Han forventer en jævnbyrdig sæson i den svenske liga, der er notorisk tæt og har haft seks forskellige mestre i de sidste syv sæsoner.  

- Det er meget lige. Det store spørgsmål er, om vi kan fortsætte med at være lige så godt organiseret som i sidste sæson, hvor vi havde en god kompakthed og var stærke på kontra. Samtidig skal vi lægge nogle ting på vores spil offensivt. Det har set godt ud i pokalkampene mod nogle lavere rangerende hold, og det bliver spændende at se, om vi kan overføre det til Allsvenskan.  

- Hvert år er der fem hold, der går efter mesterskabet, så der er fire hold, der vil blive skuffet; der er endda hold, der ikke engang kommer i Europa. Det bliver sindssygt tæt, så det gælder om at hænge i, siger Lasse Vibe. 

IFK Göteborg møder AIK Stockholm i sæsonpremieren den 31. marts, men har inden da en pokalkamp mod IK Siruis fra den næstbedste svenske række på lørdag.