Jakob Ankersen-interview: At være dansker i IFK Göteborg
Foto: BL/Polfoto
Skandinavien

Jakob Ankersen-interview: At være dansker i IFK Göteborg

Vi har interviewet den tidligere Esbjerg-spiller Jakob Ankersen, og spurgt ham om livet i Göteborg, fremtidsplaner, forskel på IFK Göteborg og Esbjerg og meget mere. Her kan du læse første del, der handler om at være dansker i IFK Göteborg.

Jakob Ankersen har netop spillet 90 minutter i en kamp mod GIF Sundsvall, hvor ligaetterne IFK Göteborg på trods af en 2-0-føring ikke formåede at få alle point med hjem. De 90 minutter symboliserer en tro på Ankersen, der har været synlig gennem danskerens korte tid i Sverige. I skrivende stund står Ankersen noteret for 18 kampe for Blåvitt, hvor han har scoret i alt fem mål. Vi spurgte danskeren ind til livet i Göteborg. 

Du har fået en rigtig god start på livet i Göteborg. Hvad skyldes det? 
Jeg har fået en rigtig god start fordi jeg har villet det. Jeg har gået til "opgaven" med åbent sind og sagt, at det nu bliver spændende at se, hvad man kan udenfor de trygge rammer. Selvfølgelig har det, at Lasse og Søren var her inden jeg kom selvfølgelig hjulpet en del. Men lige så vel det, at jeg lynhurtigt forstod sproget. Jeg kan halv-snakke det selv, hvilket har gjort, at jeg snakker med flere og kan byde ind med mere end hvis jeg var her, for bare at være her. Selvfølgelig har det været vigtigt, at jeg følte der blev sat pris på mig som spiller, og at jeg hurtigt blev stamspiller og spiller hver kamp for IFK, udtaler Ankersen til tipsbladet.dk.

Det går rigtigt godt for danskerne i IFK. Hvad betyder det at have nogle landsmænd, der gør det så godt?
Det er klart, at det er dejligt at spille på et hold, der fungerer og leverer varen. Vi er tre danskere, som er her lige pt, har fint med succes. Det er klart, at i og med Lasse Vibe havde en kanon sæson, kommer der flere agenter og scouts til vores kampe, så det kan være en fordel for alle på holdet. Men det er også klart, at personlit som dansker, så synes jeg, at det er rigtigt fedt, at vi alle tre har succes, og det betalte IFK os tilbage med ved at afholde en såkaldt "Superugen", hvor der blev serveret rød pølse og danske flag. I denne tid var Thomas Mikkelsen her også, og han var også og er stadig meget populær blandt spillerne. Så der bliver virkelig sat pris på os danskere heroppe, og det er med til at motivere og holde os klar til hver kamp, og det er kanon fedt at være en del af.