IFK Göteborg vil beholde brandvarm Vibe
Illustration
Skandinavien

IFK Göteborg vil beholde brandvarm Vibe

Lasse Vibe har sparket sig vej ind på en masse scouts ønskelister, men IFK Göteborg vil ikke sælge den danske topscorer.

Ni mål i de seneste fem kamp. Det er, hvad IFK Göteborgs danske topscorer Lasse Vibe kan prale af. I går lavede den tidligere SønderjyskE-profil hattrick, da han og holdkammeraterne besejrede Mjällby i Allsvenskan med 3-1. Dermed er Lasse Vibe - der sågar har været skadet en del af sæsonen - en klar topscorer i den svenske liga med 12 fuldtræffere.

Der har på det seneste været lidt rygter om, at Lasse Vibe kunne være på vej videre fra IFK Göteborg, og de rygter bliver selvsagt ikke mindre i takt med, at danskeren scorer mål på samlebånd. Men IFK Göteborg har ingen intentioner om at sælge Lasse Vibe.

- Der er altid interesse, når en spiller scorer mange mål, men det er jo først på det seneste, at han for alvor er braget igennem. Skulle en klub i fremtiden vise interesse for Lasse, må vi overveje det, men han har en lang kontrakt, siger sportschef Mats Gren til GT.

Den danske topscorer har ikke hørt noget om interesserede klubber.

- Alle fodboldspillere ønsker at nå så langt som muligt, men hvis jeg skal et andet sted hen, så skal det være til en klub, som virkelig vil have mig. Det var derfor, jeg flyttede til IFK Göteborg - fordi de virkelig ville have mig, siger Lasse Vibe.

Den 27-årige angriber kom til IFK Göteborg sidste sommer.