Helsingborg-fans skal underskrive tribune-kontrakt
Illustration
Skandinavien

Helsingborg-fans skal underskrive tribune-kontrakt

Fremover skal tilskuere på Helsingborgs hjemmebane underskrive en kontrakt om ordensreglementet på tribunen for at komme ind.

Svensk fodbold er stadig i chok ovenpå det tragiske drab på en familiefar og fan af Djurgården, som blev mishandlet til døds før søndagens kamp mellem Helsingborg og Djurgården. Den voldsomme episode har fået Helsingborg til at tage helt nye midler i brug for at komme fodboldvolden til livs, og fremover skal alle tilskuere på Olympia underskrive en kontrakt med ordensreglementet for at komme ind, skriver Expressen.

- Det handler egentlig om sund fornuft, men da alle ikke har fulgt den sunde fornuft, har vi følt et behov for at agere, siger Helsingborgs direktør, ÅPaul Myllenberg, til Expressen.

Ordensreglementet indeholder 11 regler som skal overholdes, og blandt disse gælder det blandt andet, at man fremover ikke må nedværdige dommer, modstander og modstanderfans, ikke må bære maske, ikke må bruge pyroteknik og altid skal tage afstand fra racisme, vold, stoffer og diskriminering.

Denne kontrakt skal medbringes underskrevet, før man vil kunne se Allsvenskan i Helsingborg igen.

- Brydes reglerne, kommer vi til at agere. Vores tilskuerværter og vagter kommer til at agere, siger Myllenberg.

Første gang, metoden tages i brug, bliver kampen mod Häcken, som spilles søndag den 13. april.