IFK Göteborg er startet forrygende i den svenske Allsvenskan. Søndag skulle holdet forsøge at skabe hul på førstepladsen, men opgaven var svær ude mod Hammarby, der er en evig trussel på eget græs. Til kampen var hele 27.000 tilskuere mødt op for at støtte værterne, men de kunne se en dansker blive helten helt til sidst.
Der var dog ikke meget, der tydede på, at IFK Göteborg skulle sikre sig fuld gevinst undervejs. Her var det nemlig Hammarby, der dominerede, og det førte til flere store chancer. Især i første halvleg kom hjemmeholdet for alvor tæt på, men godt arbejde fra IFK-keeperen og manglende skarphed sikrede 0-0 ved pausen.
I anden halvleg satte gæsterne danske Thomas Mikkelsen i aktion, og det skulle vise sig at blive et træk, der afgjorde opgøret. Med fire minutter tilbage leverede Lasse Vibe nemlig et flot oplæg til netop Mikkelsen, der uden at tøve bragede IFK på 0-1. Herfra var det helt store pres sat ind, men med en udvisning i overtiden kunne IFK i overtal sikre sejren.
Med de tre points søndag fører IFK Göteborg Allsvenskan, hvor man har hentet imponerende 32 points i 13 kampe. Dermed har danskerklubben allerede otte points ned til Malmö på andenpladsen, der dog har en kamp til gode.