Serie A

Milan standser Barca-flirt

Thiago Silva skal ingen steder, siger AC Milans sportsdirektør, Adriano Galliani. Samtidig rygtes Fiorentina-playmaker Riccardo Montolivo til klubben.

26-årige Thiago Silva har efter manges mening været den stærkeste Serie A-forsvarer i sæsonen 2010/11, og derfor kom det som et chok, da brasilianeren pludselig afslørede, at han har haft kontakt til FC Barcelona og pludselig luftede tanken om et klubskifte. Men nu afviser AC Milans sportsdirektør, Adriano Galliani, da også, at midterforsvareren skulle være på vej væk.

- Thiago Silva bliver i Milan. Bare fordi man har mange dygtige, ombejlede spillere, betyder det ikke, at man sælger dem. Han er verdens bedste forsvarsspiller og bliver hos os, siger Adriano Galliani ifølge

Corriere dello Sport

.

Han afviser samtidig, at Kakà skulle være på vej tilbage i den rødsorte trøje, ikke mindst på grund af Real Madrid-spillerens lønkrav. Til gengæld udtaler han sig i positive vendinger om Genoa-talentet Stephan El Shaarawi, der har luftet en drøm om at spille for Milan, mens han endnu ikke har haft lejlighed til at kommentere på det rygte, der (igen-igen) sender Riccardo Montolivo til klubben.