Inter-stjerne: Kan vinde Serie A
Foto: Felice Calabro/Polfoto
Serie A

Inter-stjerne: Kan vinde Serie A

Inter har fået en flyvende start på Serie A, og ifølge Fredy Guarin kan dette blive startskuddet til en sæson med mesterskabet som gevinst.

De seneste sæsoner har gjort ondt på selvforståelsen i Inter. Ambitioner om Champions League og storhed led især knæk i sidste sæson, hvor man trods flere store indkøb i det meste af sæsonen var at finde i den nederste halvdel af det fornemmeste italienske selskab. 

Denne sæson har dog skabt et helt nyt billede omkring mandskabet fra San Siro. Alle de fem indledende kampe er blevet vundet, og klubben er allerede ti points foran Juventus. E start der har givet mod på mere, og i Inter tør man nu at drømme om det helt store mål - nemlig mesterskabet: 

- Det gode ved fodbold er, at tingene kan ændre sig meget hurtigt. Efter tre år uden positive takter, er vi ved at finde os til rette nu. Jeg havde det selv svært igennem den periode, men jeg tror, at jeg har tanket mere erfaring og selvtillid af det. Vi har gode muligheder med dette hold. Både træner og spillere har løftet hovederne, og nu tænker vi på at vinde ligaen, siger Fredy Guarin til sit eget website og fortsætter: 
 
- At blive anset som et godt hold er noget, du gør dig fortjent til. Det kræver en kamp ad gangen. Mentalt er det dog yderst vigtigt, mens vi skal sørge for at rette de fejl, vi fortsat har. Det handler om at være solide, mens man ikke må give tvivlen plads, udtaler midtbanespilleren.
 
Søndag venter dog en svær opgave for Inter, når topholdet på udebane gæster Fiorentina.