Gattuso: Jeg er en sød fyr
Gennaro Gattuso gav den som italiensk slagter, da AC Milan for en uge siden mødte Tottenham i Champions League. Milan-spilleren formåede at være involveret i flere hårde tacklinger, diskussioner, nævekampe og ikke mindst en batalje med Spurs-assistent, Joe Jordan, som han tog kvælertag på.
Alt dette har ikke hjulpet på Gattusos i forvejen blakkede ry, men selv har midtbanespilleren et andet syn på sig selv.
- Jeg ved godt, at jeg gjorde et virkelig dårligt indtryk, men respekt er vigtigt for mig. Men jeg er en sød fyr og bestemt ikke dum, siger Gennaro Gattuso til et italiensk TV-program.
- De gav mig en karantænedom på fire spilledage men kunne ligeså nemt have sendt mig i fængsel i en måned. Jeg vil hellere end gerne være til stede til den anden kamp i London, men er blevet det frarådet. Der er 37.000 tilskuere, og jeg frygter at returnere til Italien med et hævet ansigt efter 37.000 slag hvis jeg tog af sted.
- Man kan sige, at det er meget heldigt, at Antonio Cassano ikke er spilleberettiget i Champions League, for jeg er sat til at skulle være hans tutor og lære ham om, hvordan man opfører sig i Milano. Han kunne heller ikke lade være med at sige til mig efterfølgende: "Du er et godt eksempel, hva?", fortæller Gattuso endvidere.
Tottenham vandt opgøret mod Milan med 1-0.