Superliga

Duncan: Måske er vi ikke gode nok

Morten 'Duncan' Rasmussen gider ikke flere undskyldninger. Nu er det på med arbejdshandskeni Brøndby.

Tre kampe. Tre nederlag. Den går ikke, hvis man vil være tophold. Men det er lige nøjagtig, hvad Brøndby har været igennem. Nu tager klubbens topscorer Morten 'Duncan' Rasmussen så bladet for munden.

- Spørgsmålet er, om vi kan blive ved med at sige, at det er utur. Måske er vi bare ikke gode nok. Jeg gider ikke bruge mere tid på at tale om stolpe ud, siger angriberen til B.T.

'Duncan' var på grund af karantæne ikke selv med, da Brøndby senest tabte 1-0 til AGF, men århusianeren sætter nu et stort spørgsmålstegn ved holdet reelle styrke.

- Vi siger alle sammen, at vi har et godt hold og potentialet til det helt store, men det kunne være, at vi skulle bruge tiden på at træne og spille lidt bedre i stedet for at tale os selv op. Tabellen lyver ikke, og det gør tre kampe og tre nederlag heller ikke. Det er ikke bare de 11 på banen, der ikke har præsteret, det er hele truppen, lyder det fra den normalt ordknappe angriber.

Brøndbys sidste kamp inden vinterpausen er på udebane mod Silkeborg.