Ter Stegen og Vermaelen tilbage på træningsbanen i Barcelona
Illustration
La Liga

Ter Stegen og Vermaelen tilbage på træningsbanen i Barcelona

Barcelona meddeler, at to af sommerens indkøb, Thomas Vermaelen og Marc-André ter Stegen, igen er en del af træningen i den spanske topklub efter skader.

Det har været en hård indledning på tilværelsen som Barcelona-spillere for Thomas Vermaelen og Marc-André ter Stegen. For sidstnævntes vedkommende har en rygskade holdt ham ude siden den 15. august, mens Vermaelen slet ikke har haft mulighed for at træne med i den spanske klub siden sit skifte fra Arsenal i starten af august.

Men nu er de to spillere klar igen til at indtræde i træningen i den katalanske klub. Det meddeler klubben på sin hjemmeside. Dermed er Ter Stegen klar til at tage duellen op om rollen som førstemålmand med Claudio Bravo, der er et andet nyindkøb denne sommer. Den chilenske keeper er kommet til fra Real Sociedad og har bidraget til Barcelonas gode start i Primera Division med to cleansheets i to kampe.

Barcelona oplyser desuden, at tredjemålmand Jordi Masip er skadesmeldt i fire uger på grund af en brækket finger, så tyske Ter Stegens tilbagekomst har karakter af god timing for klubben.

Næste kamp for Barcelona er den 13. september, hvor holdet møder Athletic Bilbao.