Ødegaard efter historisk Real Madrid-debut: Jeg var nervøs
La Liga

Ødegaard efter historisk Real Madrid-debut: Jeg var nervøs

Martin Ødegaard indrømmer, at han var nervøs, da han fik sine første minutter i Real Madrid-trøjen og satte rekord som den yngste spiller i klubben nogensinde.

Det norske stortalent, Martin Ødegaard, fik lørdag aften sin debut for Real Madrid, da han blev skiftet ind i opgøret mod Getafe, som Real Madrid vandt 7-3. 
 
Dermed satte Martin Ødegaard ny rekord, da han med sine 16 år og 156 dage er den yngste spiller, som får spilletid for Real Madrid. Den hidtige rekord stod Sebastian Losada for, da han i 1984 fik en kamp i Real Madrid trøjen i en alder af bare 17 år og seks dage. 
 
Martin Ødegaard indrømmer da også, at han var nervøs, forud for sin debut. 
 
- Jeg var lidt nervøs for at spille foran så mange mennesker, siger han ifølge Goal.com. 
 
- Men jeg forsøgte at nyde det. Det var en speciel dag, og jeg er meget stolt og enormt glad. Jeg har haft en rigtig god første sæson i Real Madrid, og jeg føler mig godt tilpas i klubben, siger han.