Ødegaard debuterede i Ronaldo-show
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
La Liga

Ødegaard debuterede i Ronaldo-show

Cristiano Ronaldo smadrede sin egen målrekord, da han med hattrick i de første 34 minutter var med til at grundlægge målfest på 7-3 mod Getafe.

Utrolige 61 scoringer hvis alle turneringer tælles med. Så mange har Cristiano Ronaldo sat sin signatur på i denne sæson, og lørdag var portugiseren kun 34 minutter om at sikre et nyt hattrick på Bernabeu. Real Madrid´s møde på Getafe bød desuden på ni mål, underholdning og debut til den norske komet Martin Ødegaard i 7-3 sejren til værterne. 

Real Madrid startede godt, og sikrede føringen efter bare 13 minutters spil. En bold på tværs blev headet i netmaskerne af Cristiano Ronaldo, der dermed rundede 59 scoringer i denne sæson. Den hurtige træffer rystede dog ikke Getafe, der ikke var kommet til Bernabeu for at byde op til legestue. Rundet 20 minutter scorede Sergio Escudero på et flot langskud, inden Diego Castro nettede fra kanten af feltet fem minutter efter. 

Føringen til gæsterne ville Cristiano Ronaldo dog ikke finde sig i. På direkte frispark hamrede portugiseren bolden i mål, inden Ronaldo kort efter rundede sin 61. scoring ved at udnytte et straffespark til stor jubel på Bernabeu. Underholdningen fortsatte frem mod pausen, hvor Mehdi Lacen ville lege med for gæsterne. Tæt under mål udlignede han til pausestillingen 3-3. 

I anden halvleg trak værterne dog fra. Javier Hernandez prikkede bolden i netmaskerne til 4-3, inden James på direkte frispark krøllede bolden i mål. 6-3 blev det også i et totalt Real Madrid-show med tyve minutter igen, da Jese efter en god stikning let kunne øge for værterne. I kampens døende minutter havde begge hold store tilbud, men det blev Real Madrid, der gjorde ydmygelsen total.

I overtiden fandt Jese med en fin aflevering Marcelo, der tæt under mål gjorde det til voldsomme 7-3. Med disse cifre sluttede Real Madrid en skuffende sæson af med stil. Opgøret bød desuden på debut til norske Martin Ødegaard, der fik de sidste 30 minutter  på Bernabeu. Her var normanden tæt på at lave en assist til Jese, der dog sparkede over i feltet.

Med sine 61 mål i denne sæson smadrede Cristiano Ronaldo sin egen målrekord, mens han blev den mest scorende spiller i de europæiske topligaer for 2014/15-sæsonen, og dermed vinder den gyldne støvle på ny. Real Madrid-stjernen slår samtidig Lionel Messi i kampen om at blive sæsonens mest scorende i Liga BBVA, hvor Lionel Messi har nettet 43 gange, mens Ronaldo står noteret for 48 træffere.