Henry: Puyol velkommen i MLS
Illustration
La Liga

Henry: Puyol velkommen i MLS

Thierry Henry ser gerne, at Carles Puyol rejser til USA og spiller, men vil ikke prøve at overtale ham personligt.

Stopper 35-årige Carles Puyol karrieren – eller fortsætter han i en anden klub efter sommerferien? Det har Puyol ikke taget stilling til endnu, men forsvarsspilleren skal være yderst velkommen til at tage til USA.

Det fortæller New York Red Bulls’ Thierry Henry, der var holdkammerat med Puyol i FC Barcelona.

- Hvis han ønsker at komme og spille i USA, så skal han være meget velkommen. Det vil være dejligt, hvis han ønsker det. Det vil være godt for ligaen, fordi det er altid godt at have spillere som ham, siger Henry ifølge Sky Sports.

Henry vil dog ikke begynde på at overtale spanieren til at skifte til USA.

- Han er en klog person, og jeg er sikker på, at han selv bedst ved, hvad han vil, slutter Henry.

Carles Puyol annoncerede tidligere på ugen, at han stopper i hjerteklubben FC Barcelona efter sæsonen. Han har spillet 392 kampe for klubben siden 1999 og været med til at vinde Champions League tre gange.