Premier League

Villas-Boas siger op i Porto

Ifølge den portugisiske avis A Bola er den unge succestræner fortid i Porto. Dermed står vejen til Chelsea åben.

Det har længe været fremme, at Chelsea ville have den portugisiske succestræner André Villas-Boas, også kaldet 'den nye Mourinho', som afløser for Carlo Ancelotti. Og nu ser det ud, som om den 33-årige træner kan være på vej til London.

I hvert fald skriver den portugisiske avis

A Bola

, at Villas-Boas har sagt sit job op hos mestrene. Dermed vil han ifølge en klausul i sin kontrakt skulle betale 110 millioner kroner til Porto. Det forventes, at det bliver Chelsea, der i sidste ende kommer til at punge ud.

André Villas-Boas har i den forgangne sæson vundet Europa League, det portugisiske mesterskab og den portugisiske pokalturnering med Porto. Han er den yngste træner nogensinde, der har vundet en europæisk turnering.