Tottenham rykkede op på andenpladsen efter spinkel sejr
Foto: Tim Ireland/Polfoto
Premier League

Tottenham rykkede op på andenpladsen efter spinkel sejr

Tottenham vadede i chancer, men det blev kun til en spinkel sejr over Watford.

Tottenham er nyt hold på andenpladsen, efter holdet lørdag vandt 1-0 på hjemmebane over Watford.

Hjemmeholdet, som havde danske Christian Eriksen på banen gennem hele kampen, var dominerende fra første fløjt.

Men det lykkedes dog ikke for Tottenham at komme frem til de helt store muligheder i starten af kampen, da Watford-defensiven stod meget kompakt.

Det var ellers lige ved og næsten, da blandt andet Ben Davies med lidt mere skarphed kunne have bragt sit hold i front.

I anden halvleg begyndte chancerne dog at blive større og større. Derfor var det helt fortjent, da Tottenham kom på 1-0.

Dele Alli leverede en sukkerbold, da han med ydersiden sendte et fladt indlæg ind i feltet, hvor Kieran Trippier stod klar ved bagerste stople til at prikke bolden ind.

Chancerne fortsatte resten af kampen, hvor der nærmest kun var ét hold på banen. Men det blev ikke til flere scoringer, og dermed udnyttede Tottenham, at Manchester City tidligere på dagen satte point til.

Swansea og Crystal Palace spillede også lørdag eftermiddag i en kamp, som endte 1-1.