Skotsk fodboldforbund raser over Newcastle-ejer
Illustration
Premier League

Skotsk fodboldforbund raser over Newcastle-ejer

Ifølge det skotske fodboldforbund spiller Mike Ashley en dobbeltrolle, og han har for meget indflydelse i Glasgow Rangers.

Den engelske forretningsmand Mike Ashley har tjent milliarder på sin virksomhed Sport Direct, og siden sommeren 2007 har han ejet den engelske klub Newcastle United. På det seneste har han også købt aktier i Glasgow Rangers, så han ejer knap ni procent af aktierne i den børsnoterede virksomhed.

Det er der sådan set ikke de store problemer i, for i Premier League er der ikke regler om ejerskab i to klubber. I Skotland eksisterer regler om ejerskab i to klubber, men hidtil har FA i Skotland tilladt Ashley at eje op til 10 procent af aktierne. Hvilket han har accepteret. Men i stedet for at øge sin andel af aktier har Mike Ashley på det seneste lånt Glasgow Rangers penge. Klubben er i økonomiske problemer, og Ashley har lånt den omkring 28 millioner kroner.

Ikke det store beløb, men Ashlett har alligevel fået en del ud af aftalen, og det er det, der gør det skotske fodboldforbund rasende. For Ashley har med de 28 millioner kroner, der er lånt af to omgange, fået en direktør til at trække sig og så selv sat en direktør ind i form af Derek Llambias, der tidligere har været administrerende direktør i Newcastle. Og så har Ashley også sikret sig rettighederne til klubbens trøjesalg de næste fem år.

Fodboldforbundet har derfor indkaldt Ashley og Glasgow Rangers til et disciplinærmøde, hvor det skal vurderes, om Ashley og den skotske klub har brudt reglerne.