Schmeichel: Tag nu en beslutning, De Gea
Foto: Cécile Smetana/Polfoto
Premier League

Schmeichel: Tag nu en beslutning, De Gea

Peter Schmeichel ser gerne at David de Gea finder ud af, hvor hans fremtid skal være, så Manchester United ikke kommer bagud i jagten på en erstatning for ham.

Den tidligere Manchester United-målmand Peter Schmeichel, der i 1999 var med til klubbens legendariske treble er nu på banen igen med en opfordring til den nuværende førstemålmand i Manchester United, David de Gea.

Schmeichel har gjort meget for at få klubben til at holde på David de Gea, men nu er tålmodigheden omkring De Geas fremtid ved at være sluppet op for danskeren. Det fortæller han i et interview med det internationale fodboldsite Goal.com.

- Jeg vil gerne opfordre David de Gea til at komme frem til en beslutning om, hvad han vil. Hvis han bliver, så er vi glade, men hvis han smutter, så skal vi ud og finde en ny til posten. Vi kan ikke vente en måned, vi skal gøre noget nu, hvis han vil videre, siger Peter Schmeichel.

Det kommer heller ikke bag på Schmeichel, at David de Gea ser ud til at være interessant for andre klubber.

- Han har været blandt de bedste i klubben de seneste to sæsoner, så han er en vigtig del af Manchester United. Men hvis han vil tilbage til Madrid (spillede i Atletico før United red.), som jeg godt forstår, og jeg ville ikke fortænke ham i det, så skal han rejse, siger Schmeichel.

Schmeichel fortæller dog, at Manchester United nok skal kunne finde en ny til posten. Det har man ifølge ex-målmanden altid kunne i klubben, men at det trækker ud generer ham.

For den danske målmands eget vedkommende skiftede han efter The Treble i 1999 fra Manchester United til Sporting Lissabon, hvorefter Manchester United først rigtigt fik en ny verdensklassemålmand, da de hentede Edwin van der Sar i 2005.