Rooney dropper boksejubel efter konesnak
Foto: David Davies/Polfoto
Premier League

Rooney dropper boksejubel efter konesnak

Vi kommer ikke til at se Wayne Rooney lave flere jubelscener, hvor han skyggebokser. Hans kone så således deres søn gøre det samme, så det har hun sat en stopper for.

Da Wayne Rooney scorede til 3-0 mod Tottenham forrige søndag, fejrede han det ved at løbe ud til siden for at bokse lidt ud i luften og derefter lade sig falde bagover. Jublen var en reference til en video af ham, der bliver slået ud, som var endt på forsiden af The Sun samme morgen.

Den slags får vi dog ikke at se igen. Det fortæller den engelske landsholdsanfører forud for kampen mod Litauen i aften. 

- Det er faktisk sjovt. Min kone skulle hente min knægt fra skole og så ham gøre det samme i klasseværelset. Jeg er sikker på, at I ikke kommer til at se det fra mig igen, sagde Rooney ved pressemødet. 

I den oprindelige video får han en på tuden af den tidligere Manchester United-holdkammerat Phil Bardsley og går i gulvet. Det ligner en regulær knockout, men Rooney hævder, at det ikke var tilfældet.

- Det var ikke nogen stor sag for mig. Jeg var i mit hus med nogle venner. Jeg fik et slag, men jeg blev ikke slået ud, som der blev skrevet. Desværre stoppede videoen bare der. 

- Jeg har fået røg for det, hos United og med England, men det kan man forvente. Det er en gruppe drengerøve. Jeg har altid elsket boksning. Desværre går det ikke altid så godt for mig, sagde Ronney jokende.

Når England møder Litauen i aften, kan Rooney med en brandkamp blive den mest scorende spiller på det engelske landshold nogensinde. Han mangler således blot fire mål for at overgå Sir Bobby Charlton.