Medie:
Foto: Alastair Grant/Polfoto
Premier League

Medie: "The Special One" forlænger med Chelsea

Portugisiske José Mourinho har ifølge en pålidelig engelsk journalist forlænget sin aftale med Chelsea.

Han har godt nok kontrakt frem til sommeren 2017, men Chelsea-ejer Roman Abramovich er så tilfreds med det arbejde, José Mourinho har leveret i Chelsea, at den russiske ejer skal have tilbudt "The Special One" en kontraktforlængelse. Og de to parter skal allerede være enige om at forlænge aftalen frem til sommeren 2019, hvilket altså betyder, at Chelsea får mere Mourinho-magi de kommende år.

Det er fodboldmediet One World Sports, der bringer historien, hvor journalisten Duncan Castles - der også arbejder for blandt andre Sunday Times i England - plejer at være godt informeret omkring Chelsea.

Endnu er forlængelsen ikke officiel, men det ventes den at blive inden for den nærmeste fremtid.

Portugiseren José Mourinho har i denne sæson allerede sikret Chelsea det engelske mesterskab - det skete, da klubben i weekenden vandt 1-0 hjemme over Crystal Palace. Der resterer tre kampe i Premier League, men klubben kan altså ikke længere hentes af konkurrenterne.