Premier League

Løvenkrands: Aldrig Danmark

Peter Løvenkrands har absolut ingen planer om at vende snuden hjemad.

Rigtig mange danske fodboldspillere i udlandet vælger at tilbringe deres sidste år af karrieren i en dansk klub, eller også overvejer de i hvert fald at gøre det.

Men det er bestemt ikke tilfældet med Peter Løvenkrands. Den lynhurtige Newcastle-angriber har temmelig svært ved at se, hvad han skal i Danmark. Løvenkrands nyder livet i England, og hans kone er skotsk, mens hans døtre er engelske.

- Jeg vender aldrig hjem igen. Ikke sådan fast. Jeg har efterhånden været væk så længe, at det næsten er mærkeligt, når jeg kommer til Danmark. Jeg får jo helt kriller i maven, når jeg lander i Kastrup, siger Peter Løvenkrands til sporten.dk.

Derfor bliver det heller ikke aktuelt at vende hjem til Danmark, når hans kontrakt med Newcastle udløber om et års tid. Skulle den ikke blive forlænget, ser Løvenkrands sig om efter andre britiske alternativer.

- Jeg har tjent de penge, jeg skal tjene, og jeg er godt tilfreds. Min næste kontrakt bliver med fokus på familien. Vi vil bare gerne blive her og fortsat skabe en ramme for familien og undgå, at vi skal rive det hele op igen. Pengene betyder ikke så meget mere. Dem, jeg tjener fra nu af, vil bare være en bonus for mig, forklarer Peter Løvenkrands.

Angriberen spillede som ung i AB, men allerede ved årtusindskiftet tog Peter Løvenkrands springet og rykkede til udlandet, hvor Glasgow Rangers gav ham hans første store kontrakt.