Liverpool-back misser tæt juleprogram
Illustration
Premier League

Liverpool-back misser tæt juleprogram

Backen Glen Johnson er færdig for i år, og han går dermed glip af det klassiske juleprogram i England.

Den engelske landsholdsspiller Glen Johnson må se det tætpakkede engelske juleprogram fra sofaen, når hans klub Liverpool skal forsøge at spille sig ud af den pointmæssige- og spillemæssige-krise, holdet har været i. Dermed kan han måske få sig lidt julemad med god samvittighed, ligesom det kan blive til et glas vin nytårsaften. Backen er blevet ramt af lyskeskade og skal sidde uden for i en måneds tid.

Om det er en fordel eller en ulempe for Liverpool, skal blive interessant at se, for den engelske traditionsklub har i denne sæson ikke fået meget positivt spil ud af Glen Johnson, der har set bedre efterår. Han har som de fleste andre i Liverpool ikke kunnet følge op på sidste sæsons stærke spil, hvor Liverpool var meget, meget tæt på at få det første engelske mesterskab i 24 år i hus. Det blev dog Manchester City, der løb med trofæet.

Glen Johnson, der har kontraktudløb til sommer, har allerede misset seks uger i efteråret med en skade, og han går nu med sikkerhed glip af kampe mod Bournemouth, Arsenal, Burnley, Swansea, Leicester, Wimbledon og Sunderland.

Liverpool er i øjeblikket placeret som nummer 11 i Premier League med 21 point for 16 kampe. Glen Johnson har spillet 11 gange i Premier League.