Kagawa: Moyes havde ikke tillid til mig
Illustration
Premier League

Kagawa: Moyes havde ikke tillid til mig

Shinji Kagawa taler ud om tiden i Manchester United.

Shinji Kagawa er tilbage i Borussia Dortmund, og i weekenden fik han en heltemodtagelse af fansene, da han gjorde comeback for den tyske storklub i 3-1-sejren over Freiburg, og Kagawa kom tilmed på måltavlen i sin tilbagevenden til Signal Iduna Park.

Japaneren forlod Dortmund i 2012, da Alex Ferguson hentede ham til Manchester United, og Kagawa fik en hæderlig start på Old Trafford, men i sidste sæson under David Moyes var han en skygge af sig selv, og det er grunden til, at han tog turen tilbage til Dortmund.

- Min beslutning var klar. Jeg ville tilbage til Dortmund og kun Dortmund. Jeg vil opnå succes med denne klub igen, siger Shinji Kagawa og tilføjer om tiden i Manchester United:

- Kun statistikken tæller i fodbold – mål, assist og titler, og der var en mase, der manglede på den konto. Det var sikkert også derfor, de ikke længere inkluderede mig i planerne. Alle ved, at mit andet år i Manchester United var meget vanskeligt. Manageren havde ikke rigtig tillid til mig, og det kørte også dårligt for holdet.

- Det betyder bare, at jeg er endnu mere glad for at være tilbage. Mit hjerte har aldrig forladt Borussia Dortmund, siger Kagawa.

Den japanske offensivspiller har kontrakt med Dortmund de næste fire år.