Costas forklaring på dårlig form: Var for tyk
Foto: Paulo Duarte/Polfoto
Premier League

Costas forklaring på dårlig form: Var for tyk

Den spanske angriber Diego Costa mener, at han vejede for meget, da han kom tilbage fra ferie.

Chelsea har fået en skrækkelig start på sæsonen i Premier League, hvor de forsvarende engelske mestre blot har fået otte point i otte kampe. En del af forklaringen kan meget vel være, at José Mourinhos tropper ikke har fået mål fra sidste sæsons Chelsea-topscorer, Diego Costa, der i seks kampe blot har noteret sig for en enkelt scoring.

Hvorfor Diego Costa hverken har fundet formen eller målene, er der en god forklaring på - i hvert fald hvis det står til den brasilianskfødte Diego Costa. Han fortæller nemlig, at han langt fra mødte i god form i sommer, hvor Chelsea tog hul på forberedelserne til sæsonen.

- Jeg vil være ærlig: For nogle uger siden - måske fem eller seks - var jeg slet ikke på toppen. Fysisk i hvert fald. Vi talte indbyrdes spillerne imellem om, at da vi startede, har vi nok ikke været på 100 procent, som man bør være. 

- Selv blev jeg skadet mod slutningen af sidste sæson, og så tog jeg på ferie. Måske spiste jeg ikke korrekt, og da jeg kom tilbage, var jeg ikke, som jeg burde have været. 

- Jeg vejede en smule for meget, og det påvirkede mit spil, siger Diego Costa.

Spanieren er ikke med den spanske landsholdstrup, så han kan gå hjemme i London og træne med de Chelsea-spillere, der ikke er på landsholdet.