Christian Eriksen sigter mod Europas top i Tottenham
Illustration
Premier League

Christian Eriksen sigter mod Europas top i Tottenham

Christian Eriksen er godt tilfreds med sit første år i Tottenham, men han vil udvikle sig yderligere og gøre en forskel i London-klubben. Han håber også at spille Champions League med Tottenham.

Christian Eriksen er mødt ind i den danske landsholdslejr med selvtillid i bentøjet. Søndag blev han matchvinder med kampens enlige mål i Tottenhams 1-0-sejr i Premier League-kampen mod Southampton. Eriksen har spillet samtlige kampe i den engelske liga i denne sæson, og nu er målene også begyndt at komme. Derfor er han også godt tilfreds, når han ser tilbage på de første måneder af 2014/15-sæsonen. 

- Sæsonstarten har været hård, men den har også været god. Når først man kommer i fysisk form, begynder spillet også at blive godt. Begge parametre har været fine, siger Christian Eriksen til tipsbladet.dk. 

Han sidder i en af lænestolene i lobbyen på Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor landsholdet forbereder sig på de kommende kampe mod Albanien og Portugal. Men selvom tankerne lige nu er på Morten Olsens automatismer, giver Christian Eriksen sig tid til at se tilbage på sin første tid i Tottenham. 

Første skridt mod Europas top
Det er snart halvandet år siden, at han skiftede fra Ajax til Tottenham. Det var det første store skridt på rejsen mod den europæiske top, han gerne vil være en del af, og mens mange spillere før ham har haft problemer med at løfte sit niveau efter skiftet fra Æresdivisionen til Premier League, har Eriksen klaret det fornemt. I sidste sæson blev han kåret til årets spiller af fansene, og det er blevet til masser af spilletid som profil på Tottenhams mandskab. 

- Jeg har bevist, at man godt kan, og jeg håber også, at det giver mod til andre at gøre det samme. Som person får man nogle gange en følelse af, at man har lyst til at prøve noget nyt. Jeg fik en chance for at prøve noget nyt, og indtil videre har det passet perfekt. Der har ikke været noget at klage over på noget tidspunkt. Det har været et perfekt skifte, og jeg er glad for, at jeg har bevist over for andre, at man godt kan skifte. Selvom man spiller i Ajax eller Holland, kan man godt være med i en anden liga. Det er der også andre før mig, der har gjort, siger Christian Eriksen.

For Christian Eriksen handler det nu om at tage næste skridt i karrieren. Han er slået til i Premier League, og nu skal han bygge videre på sit niveau og udvikle sig yderligere. Eriksen har også bemærket, at forventningerne til ham er steget i Tottenham. 

- Det er at fortsætte fremad og bibeholde det samme niveau. Man hører altid, at den anden sæson er den hårdeste, fordi man har vænnet sig til det hele og fordi fansene stiller højere krav. Det er fair nok, for når man har haft en god præstation, sætter man barren højere for, hvornår det er godt. Det skal man nok indse. Men det handler i bund og grund om, at man skal indfri trænerens forventninger og levere resultater, siger Christian Eriksen, der er blevet benyttet på flere forskellige positioner af manager Mauricio Pochettino. 

Tjek også: Se tipsbladet.dk's billede af Christian Eriksen fra landsholdslejren

Det har danskeren det fint med. 

- Det har været forskelligt. I nogle kampe har jeg spillet på højre kant, andre gange inde i midten og nogle gange inde til venstre. Det er forskelligt i forhold til, hvordan træneren gerne vil spille. Det har jeg ikke haft nogen problemer med. Hvis bolden er i nærheden af mig, betyder det ikke noget, hvor jeg står henne, siger Eriksen, der allerhelst så sig selv i en nøglerolle som playmaker.

- Selvfølgelig. Men nogle gange er det en fordel at starte på 10’er-positionen; andre gange er det bedre andre steder, hvor der er mere plads eller tid. Det handler igen om, hvordan træneren ser det. Når man tænker på alle de spillere, vi har, skal man også være glad for, når ens navn står på holdkortet, siger Eriksen. 

Eriksen vil tilbage i Champions League
På halvandet år er han gået fra det hollandske tophold Ajax, hvor han var med til at vinde en titel i hver sæson, til engelske Tottenham, der endnu ikke er en fast del af toppen i Premier League. Det har været en omvæltning. 

- Det er anderledes. Det er en helt anden liga, og det er nogle helt andre klubber, man møder. Selvfølgelig kom det ikke let til os i Ajax, men det var nogle andre og lettere vilkår. Hver kamp er sjovere i England end i Holland. Det gør det hele sjovere, og så er det fint at spille hver gang, siger Eriksen, som håber at vende tilbage til Champions League, hvor han optrådte mange gange med Ajax.  

Ambitionerne er at være en del af et tophold, men indtil videre regner han med at blive længe i Tottenham.

- Det (status som tophold, red.) er noget, vi håber, at vi kan med Tottenham også. Jeg har ikke tænkt på at skifte klub på noget tidspunkt. Jeg håber, at vi kan bygge videre på det, vi har. Det er et godt hold, og det er en fantastisk klub at være i. Det vil kun være endnu sjovere, hvis vi kan komme til at være en del af toppen. Det er realistisk. Vi har rigtig mange gode spillere. Vi har to rigtig stærke hold, og vi håber på det. Det er en lang sæson, og vi skal først og fremmest prøve at gøre det bedre end i sidste sæson, siger Eriksen. 

- Når man først har prøvet det, vil alle gerne spille Champions League. Det er der, det hele er. Det er der, de sjoveste kampe er. Men igen; nu er vi i Europa League, og så må vi gøre det så godt som muligt der. Hvis vi kan gå den vej igennem til Champions League, er det også fint, siger den danske landsholdsspiller med henvisning til den nye gulerod i Europa League, hvor turneringens vinder får en Champions League-billet som præmie. 

Det er det, Christian Eriksen sigter efter. Men først venter landsholdet og de kommende kampe mod Albanien og Portugal for landsholdsprofilen, der efter interviewet snører sine Nike-sko og lister ud i efterårsblæsten. 

Mod træningsbanen i Helsingør. Og toppen af Europa.