Antony har været en meget omtalt herre i engelske medier, efter at Manchester United i weekenden spillede sig i FA Cup-finaln med en sejr over Coventry City i en straffesparkskonkurrence.
Den sejr valgte Antony at fejre ved at vende sig mod Coventrys spillere og holde hænderne op mod ørerne i en gestus, der efter alt at dømme skulle indikere, at han ikke kunne høre dem.
Og den gestus var for meget, mener Brentford-spilleren Neal Maupay tilsyneladende.
Neal Maupay er selv kendt for at kunne finde på lidt af hvert inden for kridtstregerne og for at bringe modstanderes sind i kog, men på det sociale medie X har han delt videoen af Antonys gestus med teksten:
- For god ordens skyld, ikke engang jeg ville gøre det her.
Just for the record, not even I would do this 😭 https://t.co/UIPTp3pXVf
— Neal Maupay (@nealmaupay_) April 23, 2024
Hård kritik
Antonys jubel har mødt hård kritik, blandt andet fra BBC-kommentatoren Clinton Morrison, der vel at mærke har en fortid i Coventry.
- Han skal til at koncentrere sig om sig selv, fordi han kan spille i Championship (som Coventry, red.) næste sæson, lød det.
Efterfølgende har Antony selv været ude og forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde i et opslag på X.
- Coventry beviste, hvorfor de nåede semifinalen. Vi jagtede denne plads i finalen for vores fans, og vi opnåede det. Den måde, vores fans blev behandlet på af deres spillere, var ikke rar, og i et ophedet øjeblik reagerede jeg på provokationerne for at forsvare min klub, skriver han.
Antony, 24 år, startede kampen på bænken og blev indskiftet i anden halvleg.