Avis: Cech offer for masseudrensning i Chelsea
Der skal gøres hovedrent i Chelsea, og første mål for Andres Villas-Boas støvsuger bliver de aldrende spillere i truppen. Sådan ligger landet, hvis man skal tro den engelske avis
The Independent. Avisen mener nemlig at vide, at den portugisiske manager vil gøre noget ved den høje gennemsnitsalder i Chelsea - og udrensningen begynder allerede efter denne sæson.
Og det er bestemt ikke uefne navne, der skal listes ud af bagdøren på Stamford Bridge i portugiserens bestræbelser på at råde over en trup, der passer mere til hans spillestil. Hele ni spillere er angiveligt i gang med deres sidste sæson i Chelsea - hvis ellers klubben kan få dem solgt til sommer vel at mærke.
Mest iøjefaldende er Petr Cech. Dels fordi han qua sine 29 år ikke er specielt aldrende - og slet ikke for en målmand at være - men også fordi den tjekkiske målmand om nogen har været synonymet på Chelseas succes siden 2004, hvor Jose Mourinho stod i spidsen for London-klubben.
Men ifølge avisen er den altså god nok - Petr Cech skal væk. Villas-Boas ønsker sig en mere moderne keeper, der kan fungere som en slags sweeper, når Chelsea angriber. En funktion, Cech angiveligt ikke har den nødvendige teknik til at kunne udføre.
Men han er som nævnt ikke den eneste. Otte af hans holdkammerater meldes også på vej væk. Paolo Ferreira, Branislav Ivanovic, Jose Bosingwa, Alex, Florent Malouda, Salomon Kalou, Nicolas Anelka og Didier Drogba skulle alle befinde sig på affyringsrampen.
Ashley Cole, John Terry og Frank Lampard skal i stedet udgøre den rutinerede del af et - i fremtiden - ungt Chelsea-mandskab.