Mads Timm i ny bog: Cristiano Ronaldo minder om mig selv som 12-årig
Foto: Morten Langkilde/Polfoto
Premier League

Mads Timm i ny bog: Cristiano Ronaldo minder om mig selv som 12-årig

I en ny bog fortæller Mads Timm hele historien om sin fodboldkarriere. Han kommer også ind på tiden i Manchester United, hvor han kom tæt på Cristiano Ronaldo.

Mandag aften vandt Cristiano Ronaldo og det portugisiske landshold med hele 6-0 over Færøerne i VM-kvalifikationen. Tirsdag aften spiller Danmark mod Montenegro i samme turnering, men hvor Portugal har en tidligere Manchester United-spiller i truppen, er det ikke tilfældet for Danmark. Det kunne ellers have været muligt.

For danske Mads Timm var i begyndelsen af årtusinde et stort talent i dansk fodbold, og gennem tre år forsøgte han at få et gennembrud i Manchester United. Det fortæller han om i den nye bog ”Rød Djævel”, der udkommer onsdag.

”Rød Djævel” er Mads Timms selvbiografi, og den rummer mange detaljerede fortællinger fra tiden i både Manchester United, OB, Lyngby og på landsholdet.

I bogen fortæller nu 31-årige Mads Timm blandt andet om Cristiano Ronaldos ankomst i Manchester United. Mads Timm er jævnalderende med Cristiano Ronaldo, men han havde været i den engelske klub i flere år, da portugiseren kom til fra Sporting i 2003.

I det følgende bringer tipsbladet.dk et uddrag fra ”Rød Djævel”, hvor Mads Timm beskriver sit forhold til Cristiano Ronaldos under portugiserens første tid i Manchester United.

”Cristiano Ronaldo var totalt modsat mig. Jeg var færdig i hovedet og hadede miljøet, da han ankom i Manchester. Han var lige omvendt; han var på vej frem, klar i hovedet og med en ukuelig tro på sig selv. Det kom også til udtryk på banen. Vi spillede en intern træningskamp, hvor jeg blev placeret på venstre kant, mens han lå som højre kant på det andet hold. Hver eneste gang vi mødtes på banen, tørrede han mig, og jeg har sjældent været så forpustet efter en træningskamp. Han hev al luft ud af mig. Han var helt ekstraordinær som fodboldspiller, og det var han også som menneske. Ligesom mig blev han mobbet, da han kom til klubben. Med sit hår – som han kort efter fik klippet – og med sine næsten akrobatiske forsøg på at imponere trænerne. Han kunne stå og lave 10-15 stepovers, inden han forsøgte at afdrible modstanderen.”

”'Spil nu bare bolden, for helvede,' råbte Gary Neville og Ole Gunnar Solskjær konstant til ham, når vi spilelde reserveholdskampe sammen.”

”Det særlige ved Cristiano Ronaldo var, at han med det samme tog kampen mod hierakiet op. Og han vandt den. Det mindreværd, som han åbenlyst også rendte rundt med uden for fodboldbanen, det omsatte han til en energi, som han brugte på den. Han var fuldstændig ligeglad med kollektivet. Han gav ikke plads til andre. Det var mig, mig, mig. Cristiano Ronaldo. CR7.”

”Se på ham: Selv den dag i dag, efter alt han har opnået, bliver han jo nærmest irriteret, hvis holdkammeraterne scorer i stedet for at spille bolden til ham. Han er ikke den bedste fodboldspiller, men han er det mest fokuserede menneske, jeg nogensinde har mødt. Mentalt mindede han om mig selv som 12-årig, og det gør han egentlig stadigvæk. Jeg tror ikke, han ser sig selv udefra, og jeg tror aldrig, han kommer til at sidde og grine af sig selv. Jeg tror, det er derfor, han overlevede i den professionelle fodboldverden.”

”Cristiano Ronaldo var i øvrigt vild efter at købe et af mine diamantsmykker, men jeg nægtede at sælge det til ham. Det måtte være nok, han allerede havde overtaget min drøm.”

Bogen ”Rød Djævel” har undertitlen "Sådan blev jeg ikke stjerne i Manchester United. Den udkommer den 12. oktober på forlaget People's Press. Mads Timm har skrevet bogen i samarbejde med journalisten Steffen Baastrup.