Lucas Andersen: Gik fra stjerne til ingenting
Foto: Polfoto
Generelle

Lucas Andersen: Gik fra stjerne til ingenting

Lucas Andersen er ved at finde melodien i Ajax, men han har til tider haft det svært, fortæller han.

Lucas Andersen har længe været i svøb i Ajax Amsterdam, men i denne sæson ser det for alvor ud til, at han er ved at udfolde sit kæmpe potentiale. Den tidligere AaB-spiller har således fået masser af spilletid og har også kvitteret med en række gode præstationer samt et par scoringer for de hollandske mestre.

Vejen til succes har dog ikke været uden forhindringer for Lucas Andersen, der ikke lægger skjul på, at han havde det svært efter skiftet fra AaB til Ajax Amsterdam i sommeren 2012.

- Det var meget svært. Jeg var langt væk fra min familie og uden min kæreste, så jeg følte mig meget alene. Også fodboldmæssigt var det en svær overgang. I Danmark var jeg en stjerne på vej frem, men i Holland var jeg pludselig ingenting. Jeg følte, at jeg var nødt til at starte forfra. Hele den her usikkerhed tog hårdt på mig, siger Lucas Andersen til Voetbal International.

Alligevel var Lucas Andersen, der i slutningen af 2014 fik debut på det danske landshold, aldrig i tvivl om, at skiftet til Ajax var det rigtige for ham.

- Lige siden jeg fik min debut for AaB, havde jeg i mit hoved, at det næste skridt skulle være Ajax. For mange danske fodboldspillere er det en logisk tanke. Mange danske talenter er brudt igennem i Ajax, og unge talenter tilbydes gode muligheder. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg, siger Lucas Andersen, der nu høster frugten af sit hårde arbejde:

- Jeg er nu en fast del af holdet. Det var præcis, hvad jeg havde sat mig for forud for denne sæson. Nu skal jeg bevise hver dag, at jeg har fortjent det. Jeg føler, at det hele er ved at starte nu – og det er en vidunderlig følelse.

Lucas Andersen har scoret et enkelt mål i Æresdivisionen for Ajax i denne sæson.