Vildt rygte: Mourinho vil have Daniel Wass
Illustration
Ligue 1

Vildt rygte: Mourinho vil have Daniel Wass

Et vildt rygte er opstået om den danske Evian-spiller Daniel Wass. Liverpool og Chelsea viser angiveligt interesse.

Nogle rygter er vildere end andre. Det seneste, der er dukket op, er ret vildt set med danske briller.

Den engelske avis Express melder, at Daniel Wass er et emne hos Premier League-mastodonterne Chelsea og Liverpool. Også italienske Fiorentina har et godt øje til den tidligere Brøndby-spiller.

Daniel Wass tørner til dagligt ud for Evian, hvor han med afstand er klubbens største profil og farligste spiller. Wass kan dog ikke gøre det alene, og Evian er i gang med en skidt sæson, som for klubbens vedkommende ser ud til at blive i den tunge ende af den franske liga. Senest tabte Evian 0-2 til AS Monaco, men kan dog glæde sig over lige akkurat at være placeret på den rigtige side af nedrykningstregen.

Faktum er imidlertid, at Daniel Wass længe har følt sig klar til noget større, og selv om man formentlig skal tage skriverierne om Liverpool og Chelsea med et gran salt, er der ingen tvivl om, at danskeren er et varmt emne hos flere klubber. Og hans længsel efter at komme til en større klub har ikke fortaget sig.

- Mit fokus er stadig på Evian, men hvis du tilbyder mig et klubskifte til januar, vil jeg ikke sige nej. Jeg vil fortsætte min udvikling på et højere niveau. Men der skal også være en klub, som er villig til at imødekomme Evians krav, siger Daniel Wass.

Tidligere har især Saint Etienne ifølge tipsbladet.dk's oplysninger været varme på Daniel Wass, der har kontrakt med Evian frem til sommeren 2016.