Marseille tævede Braithwaite og Toulouse
Foto: Claude Paris/Polfoto
Ligue 1

Marseille tævede Braithwaite og Toulouse

En flot hjemmebanestatistik blev brudt, da Toulouse FC med Martin Braithwaite på banen fik en ordentlig røvfuld af Olympique Marseille, som vandt med 1-6.

Toulouse FC var før dagens kamp ubesejret i fem hjemmekampe, men det blev ændret, da Olympique Marseille bankede Toulouse med 1-6 på deres hjemmebane Stadium Minicipal.

Marseille startede kampen på fantastisk vis med et mål allerede efter to minutter. Hårdt presset af flere forsvarsspillere fik Michy Batshuayi vendt sig rundt mod mål og sparkede et flot langskud afsted mod den fjerneste stolpe og ind i mål.

Blot fire minutter senere kom Martin Braithwaite og resten af Toulouse også bagud 2-0. Efter et frispark forsøgte Marseiles Benjamin Mendy et langskud, der kom helt ind til Beptiste Aloe, som fik rettet bolden mod målrammen.

Efter den målrige start skulle vi vente helt indtil det 20. minut på det næste. Toulouse tabte bolden på midten, og fra venstresiden kunne Andre Ayew sende et indlæg ind, som Lucas Ocampos fik en lang tå på til 3-0.

Trods Toulouse-nedsmeltningen manglede hjemmeholdet bestemt ikke chancerne til at komme tilbage i kampen. Efter en halv time mistede forsvarsspilleren Alaixys Romao bolden i Marseilles eget felt, og Toulouses Alexander Pesic skulle blot passerede målmanden, men formåede i stedet at skyde over mål.

Få minutter senere fik han endnu en stor mulighed i højresiden af feltet. Denne gang præsterede han et meget bedre spark, der ramte lige på stolpeværket.

Og når man ikke kunne udnytte så store muligheder, så skulle det næsten gå galt den modsatte vej. Et minut før pausen blev hele Toulouse-mandskabet fanget fremme på banen, og efter forarbejdet af Dimitri Payet kunne Batshuyai finte målmanden og hæve føringen til 4-0 ved pausen.

Anden halvleg var langtfra lige så underholdende som den første, men i det 77. minut fik Toulouse lidt oprejsning, da Wissam Ben Yedder kunne sende et trøstemål ind.

Men det gad Marseille tilsyneladende ikke at have siddende på sig, for ét enkelt minut senere lå bolden i den anden ende på mål af Andre Ayew. Og til sidst blev det også til 1-6 ved Andre Pirerre Gignac et minut før tid.

Med 1-6-resultatet er Marseille oppe på 53 point ligesom Paris Saint-Germain på andenpladsen, der dog har en bedre målscore og en kamp i baghånden.