Lille planlægger stort Kjær-salg
Illustration
Ligue 1

Lille planlægger stort Kjær-salg

Simon Kjær skal udvikle sig yderligere hos Lille, og så vil den franske klub tjene penge på et storsalg til en af de største klubber.

Simon Kjær har haft en storartet sæson i Ligue 1, hvor han flere gange har været udpeget som Lilles stærkeste spiller og været udtaget til rundens hold. Næste sæson gælder det kvalifikation til Champions League, og så skal den danske landsholdsforsvarer også til at kigge op på fodboldens højeste hylder.

For Lille har ikke kun hentet ham for præstationerne på banen. Det er med salg for øje. Og et stort et af slagsen.

- Lilles plan, da de hentede mig, var at skyde mig afsted efter to år. De mente, at jeg havde et potentiale, der var større end til Lille. Hvis jeg en dag skal videre, så er det forhåbentligt, fordi det er gået godt, og at jeg tager et skridt højere op. Og så taler vi en af de store klubber omkring øverste hylde, siger Simon Kjær ifølge Ritzau.

Den fysisk stærke midterforsvarer kan igen i aften vise sig frem, når Danmark spiller landskamp mod Ungarn i Debrecen. Her kæmper han med Daniel Agger, Andreas Bjelland og Kian Hansen om en plads på Morten Olsens hold.