Jess Thorup har været Danmark en dygtig U/21-landstræner, og kronen på værket kom i tirsdags, hvor danskerne kvalificerede sig til den kommende EM-slutrunde efter samlet sejr over Island i playoff. Når Danmark går på banen til EM i Tjekkiet, bliver det også med Jess Thorup som ansvarshavende på sidelinjen, men det kan muligvis også blive hans sidste tørn som landstræner.
Den tidligere Esbjerg-træner har kontraktudløb 30. juni næste år, og lige nu er det uvist, om den bliver forlænget.
- Det er ikke noget, jeg gør mig nogle overvejelser om i øjeblikket. Det var et stort spring for mig at gå fra klubfodbold til landsholdsfodbold, så det har jeg haft nok at gøre med at fokusere på. Jeg kunne forestille mig, at vi sætter os ned på et tidspunkt og tager en snak om, hvad der skal ske, og det skal nok være før EM. Lige nu er det dog ikke noget, jeg tænker på overhovedet, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk.
Savner du klubfodbolden?
- Ja. Det gør jeg helt sikkert. Det var også noget, jeg åbent fortalte til DBU i forbindelse med min ansættelse - at jeg har et stort hjerte for klubfodbolden. Omvendt er det også sindssygt spændende at kunne vælge spillere fra hylde et, og det tiltaler mig rigtig meget ved at være landstræner. Men i de mindre travle perioder savner jeg at stå på træningsbanen og være med til at forme den enkelte spiller. Det vil jeg ikke lægge skjul på, siger Jess Thorup.
Har der været henvendelser fra interesserede klubber?
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Jess Thorup tiltrådte som U/21-landstræner den 1. juni 2013.