Svensker om landsholdskonflikt: Jeg spiller gerne gratis for Sverige
Landshold

Svensker om landsholdskonflikt: Jeg spiller gerne gratis for Sverige

Albin Ekdal fra det svenske landshold forstår ikke konflikten i Danmark. Han fortæller selv, at han ville spille gratis for det svenske landshold.

Det var ikke langt fra, at Morten Olsen måtte udtage et alternativt landshold til kampene mod USA og Frankrig, og så var tilskuerne i Aarhus måske gået glip af Nicklas Bendtners hattrick. Men DBU og Spillerforeningen fandt en løsning, så alle Olsens foretrukne kunne spille. Tonen i konflikten var hård, og både DBU og Spillerforeningen brugte masser af tid i pressen på at fortælle om urimelige krav fra modparten.

I Sverige har de også fulgt med, og den svenske midtbanespiller Albin Ekdal fortæller, at han ikke kan forestille sig sådan en konflikt i Sverige. Langt fra. Spillerne vil nemlig gå langt for at spille i den gul-blå svenske landsholdstrøje.

- Det er en stor ære at spille på landsholdet. Det er noget, man gør for landet, for fodboldens skyld og for alle unge spillere. Man spiller ikke på landsholdet for at få lidt ekstra penge, når man tænker på de høje lønninger, vi allerede har, siger en ærlig Albin Ekdal til Fotbollskanalen.se og slår fast, at han ikke kan forestille sig en konflikt i stil med den danske:

- Det tror jeg ikke. Personligt kan jeg kun sige, at jeg var kommet her (til landsholdssamlingen, red.), selv hvis jeg ikke havde fået penge for det, siger Albin Ekdal.

Sverige møder Moldova på udebane fredag aften i EM-kvalifikationen.