Når det danske landshold på lørdag møder Polen, er der specielt én mand, der skal holdes fra fadet, hvis Danmark skal vinde. Robert Lewandowski er Polens helt store stjerne, men heldigvis for det danske landshold, har de insiderviden om Bayern Münchens skarpretter.
Pierre Emile Højbjerg har i Bayern München spillet sammen med Robert Lewandowski, og kender derfor til både angriberens styrker og svagheder. Dét skal udnyttes, hvis ikke Lewandowski skal gøre det som han har gjort 36 gange tidligere i sine 82 landskampe - score.
Den 28-årige polak er i følge Pierre Emile nem at beskrive.
- Jeg har ét ord: Verdensklasse. Meget, meget målrettet og meget, meget bevidst. Meget eksplosiv og super stærk, så der er noget at se til. Men igen, han har en hel nation på skuldrene, han har også et pres. Så det handler om, at vi skal spille vores A-game og samtidig være gode til at finde de små huller i deres spil, siger Pierre Emile Højbjerg.
På forhånd er det Polen, der er blevet udnævnt som den største udfordring i Danmarks kvalifikationspulje til VM i 2018, og det er den 21-årige midtbanespiller enig i.
- Det er måske den bedste modstander og den sværeste kamp. Det er en stor test, men vi skal vise, hvad vi kan. Vi skal læse modstanderen godt og analysere spillet, og så skal vi se, hvad vi kan gøre godt, siger han.
Pierre Emile Højbjerg har spillet 19 landskampe siden sin debut den 28. maj 2014 og har scoret et mål.