Lucas Andersen skal alligevel med til EM
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Landshold

Lucas Andersen skal alligevel med til EM

Det var egentlig ikke meningen, at Lucas Andersen skulle med Danmark til U/21-EM, men nu er han alligevel blevet udtaget, fordi der er tvivl om Emil Berggreen.

Udeladelsen af Lucas Andersen var en af de store overraskelser, da U/21-landstræner Jess Thorup udtog det hold, der skal repræsentere Danmark ved EM i Tjekkiet. Siden blev den unge Ajax-spiller så udtaget til A-landsholdet, men nu er han tilbage i U/21-varmen.

- Vi er så usikre på Emil Berggreen, at vi med stor sandsynlighed tager Lucas Andersen med til Prag i tilfælde af, at Emil Berggreen ikke kan spille. Det er jo også derfor, at Lucas Andersen skal være med i testkampen mod Sverige, siger Jess Thorup til DR Sporten.

Den kamp går i gang klokken 18, og her starter Lucas Andersen endda på banen. Dog ikke i angrebet, hvor Emil Berggreen gør sig, men på midtbanen. 

Resten af Danmarks hold ser således ud:

Jakob Busk; Alexander Scholz, Frederik Sørensen, Patrick Banggaard, Jonas Knudsen: Lasse Vigen, Christian Nørgaard, Lucas Andersen: Uffe Bech, Nicolai Brock-Madsen, Rasmus Falk.