Løsning på plads? DBU og spillerne til pressemøde sammen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Løsning på plads? DBU og spillerne til pressemøde sammen

DBU meddeler, at unionen og Spillerforeningen sammen indkalder til pressemøde klokken 13.30, og det kan måske betyde, at parterne har fundet en løsning på konflikten.

Den langvarige konflikt mellem DBU og Spillerforeningen er måske ved at være forbi. Parterne indkalder i hvert fald til pressemøde senere i dag, og det er vel at mærke sammen.

- Med henblik på at give en status på de igangværende landsholdsforhandlinger indkalder DBU og Spillerforeningen til pressemøde i Parken lørdag den 21. marts klokken 13.30, skriver DBU i en pressemeddelelse.

Det er fortsat uvist, om der rent faktisk er tale om en løsning, men der har været stille omkring forhandlingerne de seneste dage, hvor parterne ikke har kritiseret hinanden. Det kunne altså tyde på, at forholdet er blødet så meget op, at forhandlingerne har båret frugt.