Jannik Vestergaard udtaget til landsholdet
Illustration
Landshold

Jannik Vestergaard udtaget til landsholdet

Daniel Agger er særdeles tvivlsom til fredagens landskamp, og for en sikkerheds skyld har Morten Olsen udtaget Jannik Vestergaard.

Jannik Vestergaard var for en måned siden ude og fastslå, at han gerne snart vil have chancen på A-landsholdet. Den bøn er tilsyneladende blevet hørt af landstræner Morten Olsen. I dag har han nemlig udtaget anføreren for U/21-landsholdet.

En skadet Daniel Agger måtte udgå i pausen af Brøndbys opgør mod Hobro i går, og det er endnu uvist, om forsvarsspilleren når at blive klar til fredagens vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien. Morten Olsen har under alle omstændigheder valgt at helgardere sig ved at udtage Hoffenheims Jannik Vestergaard.

- Agger har fået en mindre forstrækning i lysken. Vi har derfor besluttet, at han bliver i klubben og får behandling her. Vi har aftalt med Brøndby, at vi holder løbende kontakt, men vi må erkende, at han er særdeles tvivlsom til på fredag, siger landsholdets læge Søren Kaalund til dbu.dk.

Jannik Vestergaard står noteret for en enkelt landskamp for Danmark. Den fik han i en venskabskamp mod Polen tilbage i august 2013.