DBU: Konfliktramte spillere udelukket fra landsholdet
Illustration
Landshold

DBU: Konfliktramte spillere udelukket fra landsholdet

DBU støtter Divisionsforeningen i forhandlingerne om ny overenskomst. Samtidig slår unionen fast, at konfliktramte spillere ikke kan optræde på DBU's landshold.

En konflikt nærmer sig i dansk fodbold, idet Divisionforeningen og Spillerforeningen stadig forhandler i forligsinstitutionen om en fælles overenskomst. Der er fastsat en deadline den 15. august, og såfremt parterne ikke bliver enige, kan en konflikt træde i kraft den 19. august - altså efter weekendens kampe i Superligaen.

Nu modtager Divisionsforeningen opbakning fra DBU, der håber, at parterne kan finde en løsning inden en eventuel konflikt bryder ud.

- Det er centralt for os, at vi ikke ønsker en konflikt. Men ender det med at blive tilfældet, vil vi naturligvis bakke op omkring vores medlem, Divisionsforeningen, siger DBU's formand Jesper Møller.

- Helt overordnet tror vi på, at dansk fodbold er bedst tjent med, at klubberne og spillerne får etableret en klar aftale. En konflikt vil være skadelig for alle involverede, så derfor må presset for at opnå en aftale fastholdes. Vi er derfor sikre på, at Divisionsforeningen og Spillerforeningen fortsat vil arbejde målrettet mod en løsning af konflikten, tilføjer Jesper Møller.

Han lægger ikke skjul på, at DBU støtter Divisionsforeningen i sagen.

- DBU’s love § 5.1 er entydige. DBU har to medlemmer, hvor det ene er Divisionsforeningen. Derfor har vi ikke været i tvivl om, hvor vores opbakning skulle falde, siger Jesper Møller.

Han påpeger desuden, at en mulig konflikt mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen også vil influere på de konfliktramte spilleres mulighed for at spille på A-landsholdet. Dermed vil spillere, der er medlem af Divisionsforeningen ikke kunne blive udtaget til landsholdet, hvis konflikten stadig kører, når der skal spilles landskampe mod Tyrkiet og Armenien i begyndelsen af september.

- Såfremt vi ender i en konflikt, vil en naturlig konsekvens af vores støtte til Divisionsforeningen være, at de spillere, som er lockoutet af klubberne eller som sympatistrejker, ikke kan benyttes på DBU’s landshold, så længe konflikten er verserende. Benyttelse af spillere vil også kunne opfattes som indblanding i konflikten, så vi fastholder, at vi vil afvente resultatet af forhandlingerne mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen, siger Jesper Møller.