Bragt i Tipsbladet. 5. april
- Denne kronik handler ikke om dommerkonflikten. Den handler om en helt anden ting: Hvordan får vi højere dommerkvalitet i Superligaen? Der er muligvis flere gode svar på spørgsmålet. Jeg vil her fokusere på det område, som jeg tror vil gøre den største forskel: Dommernes arbejdsforhold.
- Jeg bliver hver eneste uge spurgt, hvorfor jeg ikke kan leve af at dømme fodbold. Det korte svar er: For lav årlig indkomst. Men der ligger mere bag. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om penge. Det er også et spørgsmål om forhold. Lige nu får vi et kamphonorar per gennemført kamp. Men vi bliver ikke garanteret et vist antal kampe om året. Og der er ingen kompensation i skadesperioder. Det vil sige, at det er yderst risky business at basere en privatøkonomi på dommerjobbet.
- Hvad har lønnen og forholdene så med dommerkvaliteten i Superligaen at gøre? Sommetider hører jeg folk sige, at jeg vel ikke ville dømme bedre på banen, bare fordi jeg fik flere penge eller bedre arbejdsforhold. Men det er altså en forkert antagelse. Vi vil simpelthen kunne dømme kampene bedre, med færre fejl, hvis vi indgik i et mere professionelt setup med tid prioriteret til dommergerningen. Ikke fra én dag til den næste, men over tid.
- Lad os kigge lidt på det generelle professionalismeniveau i Superligaen. I de fleste klubber spiser vi sammen med hjemmeholdet efter en Superligakamp. Så falder vi i snak over buffeten. Når jeg fortæller, at jeg skal skynde mig at spise, fordi jeg skal hjem og have 4 timers søvn, inden jeg skal op og på arbejde igen, så griner spillerne, fordi de tror, jeg tager pis på dem. Det er helt utænkeligt, at topspillere skulle varetage et arbejde ved siden af fodboldgerningen. Alligevel er det dommernes virkelighed.
- Men det er egentlig misvisende at sammenligne dommere og spillere, for jeg tror ikke, nogen dommere er interesseret i at have en hverdag som en spiller. Vi vil ikke nødvendigvis være 100% fuldtidsprofessionelle. Men som det ser ud nu, er der simpelthen skræmmende stor forskel på de arbejdsvilkår, aktørerne på banen har. En kamp tager i gennemsnit 10-12 timer, alt efter hvor tæt den er på dommerens hjem. Vi bruger et par timer inden kampstart på at forberede os, og det samme et par timer efter kampen. Næste dag har jeg restitutionstræning, mens jeg også skal se dvd’en fra kampen igennem, lave skriftlig debriefing af mit team samt klippe situationer fra kampen og lægge dem op i dommernes fælles videodatabase med supplerende forklaring til lærerige situationer. Dommerudvikleren, hvis rapport jeg minutiøst skal gennemlæse og lære af, skal jeg også lave en skriftlig evaluering af. Derudover er der ikke sjældent kampe, hvor medierne interesserer sig for vores beslutninger, og det tager også tid at kommunikere med de journalister. Så snart en kamp er færdig, begynder forberedelsen til den næste. DBU og UEFA forventer, at vi er i absolut topform. Det bliver jeg kun ved at træne hver dag. Men det bliver ikke udhvilet og velrestitueret træning som spillernes. Det er før eller efter arbejde. Ikke sjældent ligger dette 22.30 om aftenen, når familien er gået i seng. Ud over alle disse aktiviteter har vi mange obligatoriske, ulønnede aktiviteter, man ikke kan fravælge. Vi har topdommersamlinger i Danmark, vi har fællestræninger, vi har træningslejr osv. osv.
- Det lyder måske som om, jeg argumenterer for, at dommere skal være fuldtidsprofessionelle. Det har englænderne, italienerne og de fleste andre europæiske lande – selv svenskerne, som man dårligt kan sige har en større liga end os, har en håndfuld fuldtidsproffer. Men det er ikke nødvendigvis det, vi jagter. Jeg gider i hvert fald ikke. Personligt ville jeg blive bimmelim, hvis jeg kun havde dommergerningen. Jeg har simpelthen behov for andre ting til at stimulere mig, og den holdning deler mange af mine kolleger. Specielt fordi mange af topdommerne har egen virksomhed eller en lederstilling. Altså job, som vi ikke er interesserede i at smide helt på gulvet, idet vi falder for dommer-aldersgrænsen som 45-årige. Vi jagter i stedet en dansk model, hvor forventningerne og kravene til os modsvarer de forhold, vi arbejder under. Det giver ingen mening, at holdene har faste cheftrænere, assistenttrænere, målmandstrænere, angrebstrænere, fysioterapeuter, læger – ja selv holdlederne er ofte fuldtidsansat – ud over den kæmpestore fuldtidsprofessionelle trup. Og så skal manden, som potentielt afgør det hele, være belastet af en travl 40-timers arbejdsuge og en maksimalt presset hjemmefront op til kampen.
- Lad os kigge lidt på indvendingerne mod en øget professionalisering af dommere. Man kunne med rette pointere, at der jo alligevel vil blive lavet fejl. Der er der ingen tvivl om. Men du må spørge dig selv, om du tror, der bliver færre fejl, hvis dommerne er mere veltrænede, så de kan følge med i hurtigt omstillingsspil. Om der bliver færre fejl, hvis dommerne har tid og ro til at forberede sig til kamp i stedet for at presse dette ind mellem familiens og arbejdets forpligtelser. Og om der bliver færre fejl, hvis de bedste dommere ikke bliver ved med at stoppe, fordi de hellere vil satse på deres rigtige arbejde. Svaret er enkelt: Ja, der vil selvfølgelig være færre fejl. Så man kan ikke argumentere mod en øget professionalisering af dommere ved at nævne, at andre lande med fuldtidsproffer stadig laver fejl. Alle ligaer har dommerfejl. Det handler om, hvordan man skaber de bedste vilkår for at undgå dem.
- Divisionsforeningen, klubbernes repræsentant som vi forhandler vilkår med, har historisk set ikke set en god business case i at investere i dommerforhold. De har beklaget sig over dårlig økonomi, og når alt kommer til alt, ville de hellere investere de relativt små midler, som en højnelse af dommerforholdene vil koste, i egne rækker end på dommerne. Man har simpelthen ikke set fordelene i investeringen. Men det holder ikke træneren tilbage, når han skal kritisere dommeren efter kampen. Han glemmer bare, at det er hans bagland, der har fastholdt dommeren i rollen som den glade amatør, der godt nok er velforberedt, men aldrig mere velforberedt end det bliver for en tidskrævende hobby.
- Der er heldigvis lys forude. DBU har nedsat en arbejdsgruppe, der lige nu kigger på forholdene for dommerne med henblik på at skabe bedre vilkår, og jeg er meget optimistisk med hensyn til resultatet af dette arbejde. Hvis der ikke sker noget i fremtiden, vil vi se, at de bedste dommere fortsat falder fra. For nylig stoppede Peter Rasmussen som international dommer. Han var den eneste, der i øjeblikket begik sig på den helt store scene i Champions League. Han stoppede, fordi han ikke kunne afse tid til fuldtidsjob, familie og samtidig at dømme internationalt med de store krav, der bliver stillet. Den trend vil fortsætte med de nuværende vilkår, og det er ikke til gavn for dansk fodbold. Peter Mikkelsen, Kim Milton og Claus Bo Larsen blev ekstraordinært fantastisk dommere, fordi de hentede uundværlig erfaring fra europæisk topfodbold i en tid, hvor der var helt andre krav til dommerne. Lige nu får vi ikke de kampe. Vi bliver overhalet af de andre europæiske lande, og det er tydeligt for enhver, at vores ringere vilkår i Danmark spiller en ikke uvæsentlig rolle i den kabale.
