- Jeg vil dø for mine holdkammerater - men lidt mere for "Thyge"

 

De to venner står og varmer op med bolden på træningsanlægget Rådmandshaven i Roskilde, lige ved siden af byens stadion. De smider afleveringer frem og tilbage over græsset for at få gang i benene og samarbejdet, og der grines og snakkes imens.

 

" Den må du aldrig lave i kamp!" siger makkeren, da en optimistisk førstegangsaflevering ryger over i hækken, og man morer sig over det uheldige spark.

Endnu en aflevering kikser kort efter.

 

" Kom igen," lyder det opmuntrende.

 

For nok kan man selvtræne, men fodbold er en sport, hvor det altid er sjovest at være i flertal. Fodbold er fællesskab og relationer, fælles glæde, smil og leg med bolden, men det er også krav; muligheden for at påvirke hinanden til at blive bedre.

 

" Ikke første gang!" formanes der, da den optimistiske spiller endnu engang overvurderer egne evner med bolden og slicer den til højre ud af banen.

 

Men der er nu ikke noget at sige til, at de to venner ikke helt har styr på redskabet, for de er kun otte-ti år gamle ungdomsspillere, og fodbold er for dem først og fremmest en leg.

Anderledes forholder det sig på træningsbanen ved siden af, hvor de halvtidsprofessionelle spillere fra FC Roskilde 1. divisionstrup løber intervalløb, og hvor drengene indimellem må spurte ind og hente bolden, når endnu en aflevering eller tæmning er gået galt. På den træningsbane er fodbold alvor, et arbejde der skal udføres seriøst, fordi der er penge og prestige at hente, hvis man vinder om søndagen. Men det betyder ikke, at venskaberne forsvinder. Her bliver der også grinet og snakket mellem øvelserne, og der er på skulderen eller håndtryk efter hårde tacklinger og brændte chancer. Og så er der to spillere, som har kendt hinanden i årevis, og som regner hinanden som særdeles gode venner.

 

Da træningen er overstået, går Mikkel Thygesen og Bajram Fetai op i stadionets cafeteria.

 

De har trænet i næsten to timer og sluttet af med hårde løb på en grå efterårseftermiddag, men sammen er de livlige og uberegnelige.

 

Der går få sekunder, inden den indledende hilse-på-seance med Tipsbladets journalist udvikler sig til fælleskrammer og hop på stedet i rundkreds.

 

" Der er ikke noget som kærlighed mellem to mænd," siger manden bag disken, da Fetai både betaler for sin egen flaske vand og Thygesens kop kaffe, og de to FC Roskilde-

spillere giver ham ret. Faktisk var deres indbyrdes bånd en af grundene til, at Mikkel Thygesen lavede en aftale med 1. divisionsklubben, da det ikke længere gik i Randers.

 

" Jeg har spillet i fire klubber på otte måneder, så at komme til et sted, hvor jeg kender folk og kan glide direkte ind i truppen, betød meget for mig på det tidspunkt. Jeg kender også Theil [ Anders Theil, FC Roskilde-træner] utroligt godt. Det eneste, jeg ville, var at komme hertil," siger Thygesen, mens Fetai smilende fortæller, at han forsøgte at smøre vennen med søde snapchats.

 

Det virkede - i hvert fald rykkede midtbanespilleren frivilligt en række ned i det danske fodboldhierarki. Til gengæld er han nu blevet kollega med en af sine bedste venner.

 

Bajram Fetai og Mikkel Thygesen lærte hinanden at kende i det københavnske fodbold-og ungdomsmiljø. Fetai spillede i Brønshøj, KB og B93, og Thygesen i Greve, Brøndby og Frem, men spillerskifter på tværs af klubberne skabte fælles venner og bekendte, og de to unge talenter mødtes også til indendørs fodbold og på byture.

 

" Men det var lidt overfladisk. Vi hilste, og så var det det. Men vi har altid haft stor respekt for hinanden, og jeg har altid ment, at han var en super person," siger Fetai om det første kendskab, han havde til den ét år ældre Thygesen.

 

Forholdet ændrede sig i 2009. Begge spillere blev udtaget til det ligalandshold, som i januar rejste 10 dage til Thailand, og på den tur fandt de hinanden.

 

" Der opdagede jeg, hvordan han er som person, og vi var sammen 24/ 7 på den tur. Vi trænede sammen, vi hyggede sammen, og vi fandt ud af, at vi som mennesker har mange af de samme værdier," fortæller Bajram Fetai.

 

Han kalder tiden i Thailand for den fedeste tur, han har været på med et landshold. Sammen med sin nye ven Thygesen lavede han sjov og løjer - så meget, at den nuværende Roskilde-holdkammerat Anders Møller Christensen stadig taler om, hvor meget de to fyldte på turen. Men det var ikke kun spas det hele. Både Thygesen og Fetai lærte noget af hinanden.

 

" Bajram viste mig nogle sider, som jeg ikke troede, man kunne have i fodboldens verden.

 

Nu skal jeg ikke sidde og rose ham helt sindssygt - jo, det skal jeg faktisk - men han vidste mig noget overskud, som jeg manglede," fortæller Thygesen.

 

" Mit billede af at være professionel hang ikke sammen med de tider, der var kommet inden for fodbolden. Der var kommet moderne trænere. og det var en helt anden skole end den, jeg var vokset op i under Ebbe Skovdahl. Det var kæft, trit og retning, hvor man motiverede hinanden ved at svine hinanden til."

 

"Jeg var pissebange for Morten Olsen - han skræmte mig helt sindssygt. Jeg respekterede ham så meget, at jeg ikke turde snakke ham til. Det gjorde mit spil forkrampet, men Bajram lærte mig at tage overskuddet med ind på banen. Rigtigt mange var nervøse for Morten, men en dag til maden kom Bajram lidt senere end os andre. Han hentede sin mad, og så kiggede han på Morten Olsen, nikkede pænt til ham og satte sig på sin plads og smilede.

Jeg var målløs over, at nogen turde gøre det. Det var en pæn gestus, han hilste bare på ham, men normalt kiggede man væk, når Morten kom. Det var sådan nogle ting, som Bajram lærte mig. Man kunne godt have det godt, selv om man var professionel fodboldspiller," siger Thygesen.

 

" Omvendt lærte jeg også nogle ting af " Thyge,"" siger Fetai.

 

" Jeg har altid haft overskud, men jeg har prøvet at passe mig selv. Jeg hilste på trænerne og snakkede med alle spillerne, men i perioder holdt jeg mig for mig selv. Men så sagde " Thyge" altid: " Hey, lad os lige spille lidt kort - kom lige over." Han begyndte at fortælle historier, og så åbnede jeg mig op. Jeg lærte en anden side af fodboldverdenen; hvor vigtigt det er at være social." " På sådan en tur og generelt i fodboldverdenen er det ofte hver mand for sig selv. Det er en hård branche, og jeg kunne godt lide, at " Thyge" fokuserede på at være holdkammerater.

 

Fra ham har jeg lært, hvad det betyder for fællesskabet, at man er social og laver ting sammen. Vi lavede mange sjove ting, men også nogle som ikke skal i avisen..."

En måned i en dobbeltseng
Rejsen til Thailand sluttede, landsholdstræklapning blev afløst af vinteropstart i de enkelte klubber, og Bajram Fetai og Mikkel Thygesen vendte tilbage til deres vante liv i FC Nordsjælland og FC Midtjylland.

 

Men venskabet varede ved. De sagde ja til at være med i TV 2-programmet Stjernetræf, begge fordi de vidste, at vennen også havde fået tilbuddet, og de besøgte regelmæssigt hinanden i Jylland og i København.

 

Da Fetais kontrakt med FC Nordsjælland udløb i januar 2011, fik han lov til at træne med hos FC Midtjylland en måneds tid, og i den periode boede han hos Thygesen. De to venner griner højt, da journalisten spørger, om Fetai sov på sofaen. Nej da - han lå i dobbeltsengen med sin kammerat.

 

" Det var hyggeligt. Hold kæft, det var hyggeligt," smiler Fetai.

 

" Vi lavede alting sammen. Vi spiste, vi gik ud og handle. Det var sjovt. Der var også nogle gode mennesker i den klub. Det var fedt, at jeg fik lov til at træne med. Det var en god tid og noget, der bragte os tættere sammen," siger Fetai.

 

Og båndet blev kun stærkere gennem årene, på trods af et miljø, hvor det ikke er normen. For godt halvanden måned siden bragte Tipsbladet et interview med Michael Lumb, der fortalte om venskaber i fodboldens verden: " Man siger, at man skal forblive venner og blive ved med at snakke sammen. Men gamet går så stærkt, at så snart man er væk, har man ikke kontakt, og derfor nytter det ikke at begynde at blive venner. Der er nogle få spillere, som man får et venskab med, og som man holder fast i hele livet, men ellers er det benhård business," fortalte Michael Lumb om sine erfaringer.

 

Efter en måned i dobbeltsengen i Herning skrev Fetai kontrakt med Lyngby. Siden rejste han til Tyrkiet og spillede i godt halvandet år.

 

Thygesen har også været omkring siden da. I sommeren 2011 lavede han en aftale med Brøndby, og han har også spillet i Hobro og Randers, inden han kom til FC Roskilde. Men venskabet til Fetai bestod - og hvordan kan det lade sig gøre i en hektisk fodboldverden, hvor man ofte flytter og konstant møder nye mennesker? " Man skal arbejde på et venskab. Man skal sørge for at holde kontakten ved lige og få nogle oplevelser sammen, så venskabet ikke bare dør hen. Det har vi været gode til. Vi er to mennesker, som gerne vil have det sjovt, og vi er to mennesker, som har respekt for hinanden og hinandens venner og familie. Det synes jeg betyder meget. Jeg kan tage Bajram med overalt, uanset hvem jeg skal besøge. Om det er hos min far i Jylland, om det er hjemme hos min mor til hendes fødselsdag, ved jeg, at Bajram er inviteret - og omvendt," siger Thygesen.

 

" Men det er rigtigt nok, hvad Lumb siger. Jeg har været i mange klubber, hvor man har fået mange og gode venner, men så snart man skifter, dør det. Når man er i gang med sin karriere, handler det også om at være social i den klub, hvor man er, og det samme gælder for ens kammerater. De har nogle relationer, der skal fungere i Jylland, Sjælland, Frankrig, Tyskland eller hvor de nu bor, og så ses man på Skype i ny og næ. Det er sgu svært at opretholde et så godt og tæt venskab," siger Thygesen.

 

Bajram Fetai supplerer.

 

"" Thyge" og jeg ringes ikke ved hver dag og snakker, inden vi går i seng, sådan er det ikke, men hvis jeg ser " Thyge", efter vi ikke har set hinanden en måned, er det som om," "... vi var sammen i går," færdiggør Thygesen sætningen.

 

" Jeg kan godt lide, at der er respekt og forståelse for, at man kan være forskellige steder i sit liv. Vi boede tæt på hinanden, da " Thyge" flyttede til Brøndby. Det var sjovt nok der, hvor vi så hinanden mindst. Jeg blev far og var gennem en genoptræningsperiode," siger Fetai.

 

" I ethvert venskab kommer der perioder, hvor den ene går den ene vej, og den anden den anden vej. Jeg er blevet familiefar, og " Thyge" skal til at være det. Så går man ikke i byen, og man kan ikke være sammen 24/ 7, men man respekterer hinandens forskelligheder, og det har vi altid gjort. Der kan godt gå en eller to måneder, hvor vi ikke ser hinanden, men når vi ses, er det som om, der ikke er gået en dag. Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, og det gælder ikke kun fodboldvenskaber," siger Bajram Fetai.

Læs resten af historien på næste side - klik her