Vibe: Forventer ikke landsholdsudtagelse
Illustration
Generelle

Vibe: Forventer ikke landsholdsudtagelse

Lasse Vibe er i sit livs form IFK Göteborg, men derfor forventer den lynhurtige dansker stadig ikke, at Morten Olsen ringer ham op inden EM-kvalifikationskampen mod Armenien.

Lasse Vibe er i denne sæson braget ind på den svenske fodboldscene og fører i øjeblikket topscorerlisten i Sverige med imponerende 12 mål i 17 kampe.

Det betyder dog ikke, at den brandvarme dansker forventer at komme i spil til landsholdet, når Morten Olsen den 26. august udtager truppen til EM-kvalifikationskampen mod Armenien den 7. september:

- Jeg vil rigtig gerne score målene for Danmark, hvis jeg bliver udtaget til landsholdet, men det er bestemt ikke noget, jeg forventer. Den svenske liga rangerer ikke så højt, og jeg minder ikke ligefrem i statur om hverken Bendtner eller Makienok, siger Lasse Vibe til Tipsbladet.dk:

Vibe fortæller samtidig, at han er klar til at spille helt fremme i det danske angreb mod Armenien, hvis Morten Olsen ringer ham op.

- Jeg skal nok tage telefonen, og de seneste kampe har jeg også spillet alene på toppen for IFK Göteborg, så det er bestemt ikke umuligt, fortæller Lasse Vibe videre.

Den danske topscorer afviser i samme ombæring, at der har været konkret interesse fra udenlandske klubber på trods af hans gode form:

- Hverken sportschefen eller min agent har fortalt mig, at der skulle være kommet bud fra udenlandske klubber, så jeg forventer at spille sæsonen færdig i Sverige. Selvfølgelig vil der altid være en masse snak, når du er topscorer, men lige nu forsøger jeg bare at holde fokus, afslutter Vibe.

27-årige Lasse Vibe har endnu den første landskamp for Danmark til gode.