Generelle

Stephan Andersen regner med VM-billet

Han vikarierede på fornem vis sidst Thomas Sørensen var ude, og til VM i Sydafrika har han håb om det samme.

Vi husker tydeligt kampen i Parken, hvor det brændte på foran det danske mål og Stephan Andersen agerede skydeskive. Vi fik det ene point mod et fremstormende Portugal-mandskab, og Danmark sikrede sig senere en direkte VM-billet.

Kampen findes stadig hos hovedpersonen, som håber at Morten Olsen vil give ham samme tillid, hvis der skulle blive brug for ham under sommerens VM-slutrunde.

- Det var fedt at kunne læse i pressen bagefter, at jeg gav svar på tiltale og se dem trække i land igen. Når folk ikke har haft tiltro til mig, så er det rart, at kunne vise, at det var uberettiget, siger Stephan Andersen til sporten.dk

Men selvom Thomas Sørensen er skadet og der findes usikkerhed om hans deltagelse ved VM, så smiler Stephan Andersen ikke ude i kulissen.

- Der var nogle, der sagde, at han havde brækket albuen. Jeg tænkte, at det var utroligt synd og træls for Thomas. Det var det værst tænkelige tidspunkt for ham. Heldigvis har scanningen vist, at det ikke var så slemt som først antaget, og det er jo utrolig positivt, siger Stephan Andersen.

Stephan Andersen giver desuden udtryk for, at han ved, at han har vist Hr. Olsen, at man kan stole på ham.

Men Brøndby-keeperen er ikke den eneste seriøse bejler til at tage over for Thomas Sørensen. Jesper Christiansen har også haft et glimrende comeback hos FC København, hvor en skade har holdt ham ude det meste af foråret. Men heller ikke denne konkurrent har han noget dårligt at sige om.

- Jesper er en god dreng. En god målmand. Jeg tænker ikke rigtigt på konkurrencen på landsholdet. Det kan irritere mig lidt, når pressen begynder at skrive om en rivalisering, der ikke er der, siger Stephan Andersen.

Netop disse to målmænd tørner sammen i eftermiddag, når der på Brøndby Stadion fyres op for en ny udgave af The New Firm. Der vil være masser at spille for på begge mandskaber. FC København vil sikre sig mesterskabet, og Brøndby jagter stadig den ombejlede tredjeplads, der sikrer bronze og europæisk fodbold.