Ståle straffede sine spillere med skræk-video
Torsdagens 5-0-nederlag til lille SønderjyskE blev for meget
for FCK-træner Ståle Solbakken. Nordmanden sagde efter kampen, at ydmygelsen
var noget af det værste, han har oplevet på en fodboldbane.
Fredag morgen fik spillerne så lov til at mærke chefens
vrede. Hele truppen blev samlet for se alle målene igen samt andre
højdepunkter fra cup-kampen på dvd.
På træningsbanen senere på dagen snakkede Solbakken i flere
minutter med enkelte af de spillere, som var i aktion torsdag aften i Haderslev.
Allerede søndag venter nemlig Esbjerg i en vigtig topkamp, og Solbakken lover
ændringer på holdet.
- Jeg er ansvarlig for resultaterne i FCK og må konstatere
at jeg udtog det forkerte hold. Tre-fire af spillerne var ikke klar mentalt, og
to-tre af spillerne var ikke fysisk klar, siger Ståle Solbakken til Politiken.
Efter de næste ugers topkampe mod Esbjerg og AAB skal FCK op
mod PSV Eindhoven i Europa League. Torsdagens nederlag til SønderjyskE, var
klubbens største i den danske pokalturnering nogensinde. Det sørger for, at
FCK ikke gentager succesen fra sidste år og genvinder pokalen.